Hvis Helge gør en pige gravid, skal han ikke regne med nogen hjælpe hjemmefra; - men det er da bare hans far, der er åndssvag. Dét, synes Elin også Helge er, da han - under en "hemmelig gåtur" i Botanisk Have finder et brugt kondom og tilmed puster det op ... Det fik han ikke meget ud af, ham Helge ...
Elin og Helge mødes for at gå den hemmelige tur i Botanisk Have.
Elin: "Hej."
Helge parkerer sin cykel op af en hæk og de to går sammen hen ad stien.
Helge: "Hej."
Elin: "Jeg skulle hilse dig fra min mor."
Helge: "Nåh, jeg troede det skulle være en hemmelighed?"
Elin: "Jamen, hun ved altid, hvor jeg går hen."
Helge: "Det kan jeg da ikke li’. Min mor skal da ikke vide, hvor jeg går hen."
Elin: "Men hun synes ellers, du er sådan en sød dreng... og så velopdragen."
Helge: "Hm… Nå, men mine forældre skal nu ikke vide, hvad jeg går og laver. Så blander de sig bare. Ved du hvad min far, han siger?"
Elin: "Nej."
Helge: "Han siger, at hvis jeg gjorde en pige gravid, så skulle jeg ikke regne med at få nogen støtte hjemmefra."
Elin: "Hva’?!"
Elin stopper med at gå. Helge vender sig imod hende.
Helge: "Ja. Det er da ikke noget at le ad!"
Elin: "Det er det da."
Helge går videre. Han kommer et stykke foran Elin men taler bare videre.
Helge: "Det er da bare ham, der er åndssvag. Ligesom Niels Ole. Han er også åndssvag. Synes du ikke?"
Elin: "Hvis ikke det var, jeg var forelsket i en anden, så ville jeg være forelsket i Niels Ole."
Helge stopper og vender sig imod hende:
Helge: "Ville du virkelig?!"
Elin: "Ja."
Helge: "Jeg synes, han er en blærerøv. Så vil han altid bestemme over os andre. Ka’ du ikke se dét?"
Elin trækker på skuldrene.
Helge: "Så kan jeg meget bedre li’ Søren Roland. Eller Torkild."
De passerer et vandløb.
Elin: "Hvorfor siger din far det der med, at hvis du fik børn, så ville du ikke få nogen støtte hjemmefra?"
Helge: "Nå, men det er da ligegyldigt. Det er da bare ham, der er åndssvag."
Elin: "Hvorfor siger han det?"
Helge: "Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke svare på hans vegne."
Elin: "Nå, men det er da noget mærkeligt noget at sige…"
Helge: "Hey, har du set hvad der ligger hér?"
Helge bukker sig og samler noget op fra græsset.
Helge: "Hva’? Ved du ikke hvad det er?"
Elin ryster på hovedet. Helge ruller hvad der viser sig at være et kondom ud. Det går op for Elin, hvad det er.
Elin: "Ej, Helge, smid det! Det er ulækkert! Det er noget svineri."
Helge smiler bare og fumler videre med kondomet.
Elin: "Ej, smid det, Helge."
Helge, der har fået rullet kondomet ud, sætter det til munden og puster. Elin begynder at gå med raske skridt. Helge slipper kondomet og lader det flyve. Han løber efter hende.
Helge: "Elin!"
Helge følger Elin hjem. Elin står på trappen op til huset, Helge i indkørslen.
Helge: "Hvad skal I resten af sommerferien?"
Elin: "Skagen. I fjorten dage."
Helge: "Hm… Vi skal nok en tur til Tyskland."
Helge vender sig imod den åbne garage og går ind i mørket.
Helge: "Er det jeres garage?"
Elin: "Ja."
Helge forsvinder helt i mørket.
Helge: "Dur den?"
Elin: "Hvad siger du?"
Helge: "Jeg spø’r, om plæneklipperen dur."
Elin: "Ja, det tror jeg nok."
Hun bevæger sig ind i mørket, imod ham. Helge drejer på plæneklipperens knive.
Helge: "I skal altså huske at smøre den. Ellers står den bare og ruster."
Elin: "Nå."
Helge slipper plæneklipperen og går langsomt hen mod Elin. De mødes midt i garagen. Han lægger venstre hånd på hendes skulder og lægger an til at kysse hende, men hun kigger ned, idet han prøver. Han trækker sig lidt tilbage og prøver derefter igen, men med samme resultat.
Helge: "Ej, Elin, nu har jeg brugt en hel eftermiddag."
Elin: "Sådan er jeg ikke."
Helge: "Hvordan?"
Elin: "Sådan, som du siger."
Helge: "Nåmen, jeg sagde da ikke noget om dig. Jeg sagde noget om mig selv."
Helge prøver at kysse hende igen. Hun bøjer på ny hovedet.
Elin: "Nej, det må du ikke."
Helge: "Hvad må jeg så?"
Elin: "Du må overhovedet ingenting!"
Elin løber ud af garagen og op imod huset, hvor hun smækker hoveddøren efter sig.