Steffen Kramer Jakobsen, eksamensopgave 1984, Film- og Medievidenskab, KU
- gengivet med tilladelse af forfatteren
Fru Andreasen i geografilokalet: "Hvad i alverdens riger og lande laver du dernede?!"
Kundskabens træ er en film, der har fulgt mig gennem mange år. Jeg har set den utallige gange siden jeg var omtrent på alder med filmens personer, og som årene går, får mange detaljer i filmen en mere nuanceret betydning. Måske er det mine oplevelser med denne film der har beseglet min skæbne. Jeg har i hvert fald valgt at læse Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, og da jeg i sommeren 1994 skulle skrive min første større opgave i faget Film- og Medieanalyse, var det oplagt at vælge den film jeg havde set flest gange og kendte bedst. Resultatet af mange dage og nætters overvejelser og adskillige granskninger af videobåndet kan du læse på disse sider. Jeg peger på en masse detaljer i filmen og skriver, hvorfor jeg tror Nils Malmros valgte at gøre på den måde, og hvordan jeg mener det virker. Hen mod slutningen begiver jeg mig også ud i et par tolkninger, hvad jeg mener er rimeligt på baggrund af filmens bibelske titel. Alle udsagn er naturligvis mine subjektive vurderinger, og får du noget andet ud af filmen, er det kun et bevis på, hvor mangfoldig den er.
Hvis du ikke allerede har set filmen nogle gange, vil jeg anbefale dig ikke at læse videre. Du skal ikke snyde dig selv for opdagelsesrejsen ind i filmens univers. Hvis du synes analyser gør alting kedeligere, skal du heller ikke begive dig videre. Men hvis du har lyst til at læse om en masse detaljer i filmen og måske få sat dem ind i en større sammenhæng, så håber jeg, du kan få noget ud af opgaven.
Husk på, at den er skrevet som eksamensopgave i en anden sammenhæng, og der derfor nok forekommer nogle ord, der kan virke kryptiske. Jeg prøvede at luge ud i de værste akademiske formuleringer, men selvfølgelig indeholder opgaven nogle faglige ord, og det beder jeg læseren bære over med. Jeg er dog sikker på, at alle kan få noget ud af opgaven og ud af sammenhængen forstå det meste uden besvær.
Hvis du får glæde af opgaven eller kan bruge den til noget, vil jeg meget gerne have respons, men husk at det er et stykke tid siden jeg har skrevet den, og at jeg ikke orker at forsvare hver en detalje i den.
Skulle du have lyst, er du velkommen til at citere fra opgaven, så længe du husker en ordentlig kildeangivelse.
God fornøjelse med læsningen,
Steffen Kramer Jakobsen
Marts 1997
Indledning
I denne analyseopgave vil jeg beskæftige mig med Nils Malmros' film Kundskabens træ, der havde premiere i 1981.
Mit primære formål er at beskrive Malmros' særlige stil gennem en form- og stilanalyse i David Bordwell og Kristin Thompsons ånd. Malmros' stil er interessant, idet han i høj grad henter sine virkemidler fra filmens fremskabte univers og vægrer sig ved at anvende mange af de klassiske filmteknikker. Dette kan til dels skyldes handlingen, der bygger på instruktørens egne barndomserindringer. Han har med filmens forsøgt at genskabe miljøet fra dengang med så stor nøjagtighed som muligt. Filmens forhold til realismebegrebet vil jeg behandle sammen med form- og stilanalysen. Desuden vil jeg komme ind på dele af filmens praktiske produktion. Da Kundskabens træ er en film med mange underbetydninger, ser jeg mig for fuldstændighedens skyld også nødsaget til at behandle dens centrale temaer, samt vove mig ud i en fortolkning. Derved bryder jeg med Bordwell/Thompsons tankebaner, men alene den bibelske titel viser, at en fortolkning er nødvendig for at få den fulde forståelse af filmen.
Kundskabens træ bygger til en vis grad på instruktøren Nils Malmros' egne barndomserindringer. Vi følger en skoleklasse fra 2. til 4. mellem på Århus Katedralskole i årene 1958-1960. I disse tidlige pubertetsår gennemgår klassekammeraterne en række forandringer, både som gruppe og individuelt. Der fokuseres først og fremmest på Elin, der går fra at være den mest modne og dermed mest eftertragtede pige i klassen til at blive udstødt som syndebuk af gruppen. Dog vejer Niels Ole også tungt i fortællestrukturen. Han, den i begyndelsen styrende dreng i klassen, bliver gjort passiv af en lammende forelskelse i Majbritt, der går i klassen under. Som repræsentant for den "normale" udvikling gennemgår han et personligt forløb, hvor han får sin kærlighed gengældt, men senere ikke slår til og bliver svigtet. Til sidst bliver han dog igen forblændet og gør atter kur til drømmepigen.
Filmen er episodisk opbygget af en række alderstypiske begivenheder med skolen som kernen i børnenes liv. Deres verden er i det borgerlige miljø styret af de voksne autoriteter: forældre og lærere, der straffer med lussinger og til tider urimelige krav, når børnene overtræder normerne for god opførsel (ved flabede bemærkninger, frække tegninger, uro i timen o. lign.) Men disse autoriteter griber ikke ind over for det magtspil og den grusomme mobning, der fører til Elins tragedie.
Der er gennem hele filmen tilstræbt så stor autenticitet som muligt. Således er de forskellige locations f. eks. tidstypisk rekonstrueret, omend der ikke forekommer nogen studieoptagelser i filmen. Indspilningen er foregået over to år, for at børnene også fysisk kan udvikle sig i løbet af historien. For at undgå overvældende dramatiske virkemidler, er der ikke gjort brug af underlægningsmusik, og replikkerne er ikke videre velformulerede, men derimod udtalt i et hverdagsagtigt monotont sprog med klingende århusiansk tonefald.
Historien er dog indhyllet i et blødt gul-brunt lys, der giver den et erindringspræg. Men lyset er også brugt anderledes tematisk. I de lyse rum dominerer de voksne autoriteter, mens børnene i deres mørke "huler" kan følge deres egne drifter. Ikke mindst de erotiske, der ubevidst dukker op hos de unge.
Titlen Kundskabens træ er en tydelig bibelallusion, der hentyder til den kristne syndefaldsmyte. Det er et gennemgående mønster i filmen, at børnene begår små synder, der bliver straffet. Autoriteterne i filmen straffer én form for synd, mens filmen peger på en anden, nemlig børnenes egen ondskab, som de da også selv erkender til sidst.
Trods sine tilsyneladende primitive virkemidler, er Kundskabens træ en meget stærk film. Netop i kraft af den tilstræbte autenticitet lægger filmen sig tæt af tilskuerens egen måde at opleve (og erindre) hverdagshændelser. Elins tragedie virker i disse nærværende rammer langt mere rystende.
Niels Ole styrer bødesystemet i frikvarteret.
Klassekammeraterne
Kundskabens træ har et stort og nuanceret persongalleri. Selv om filmens intrige koncentrerer sig omkring Elins mobning (og sekundært Niels Oles forelskelse), har alle de øvrige klassekammerater deres eget liv. Udviklingen i disse forhold finder sted i periferien af manuskriptet, men den opmærksomme tilskuer får alle nødvendige oplysninger serveret i et væld af korte indstillinger og skæve replikker. På denne måde indeholder filmen et spindelvæv af små historier i historien, der er med til at frembringe mellemskolestemningen. Førstegangstilskueren kan umuligt følge med i alle disse forhold, men de sætter alligevel sit præg på helhedsindtrykket.
Pigerne Anne-Mette, Lene og Elsebeth udgør sammen med Elin klassens ledende pigegruppe. De tre førstnævnte både beundrer og misunder den eftertragtede Elin, og støder hende ud af fællesskabet, da de ikke længere behøver hende som katalysator for de spirende erotiske begivenheder.
Helge lægger an på Elin, da hun begynder at virke svag, men han er med til organisere mobningen af hende, efter at hun har afvist ham. Også filmens anden hovedperson Niels Ole bliver offer for Helge, der er utilfreds med Niels Oles styrende position i klassen. Han får hævn ved at hugge drømmepigen Majbritt fra klassens leder, men skrotter hende snart igen.
Mona er i begyndelsen af filmen klassens outsider, men hun lukkes ind i varmen, da Elin bliver den nye syndebuk. Ikke mindst fordi Jørn, der tidligere var en af Elins største beundrere, fatter interesse for Monas mere og mere fremtrædende kvindelige former. Uden for intrigen finder vi den søde dreng Gert, der under skolegårdsfesten kinddans finder sammen med Elsebeth, men senere bliver vraget til fordel for kammeraten Flemming.
Kaj kommer ind i klassen i 3. mellem, og får straks Anne-Mettes interesse, da hun ikke længere ser noget spændende i Søren Roland.
Endelig er Willy klassens spasmager og står for filmens publikumsappellerende komiske scener.
Alle disse forhold er af instruktøren omhyggeligt lagt ind i filmen, uden at de dominerer over filmens væsentligste historie: Elins sammenbrud. Han har i sit persongalleri en lang række forskellige typer, hvorved enhver tilskuer burde kunne finde mindst ét identifikationspunkt i filmen. Personerne svarer i øvrigt meget nøje til Nils Malmros' egne klassekammerater i mellemskoletiden.
Kundskabens træ er opbygget af en (lang) række episoder. Jeg har forsøgt at lave en liste over de forskellige episoder, men har valgt at lægge listen som bilag til opgaven, da den er ret omfattende. Jeg vil fremover henvise til episodenummeret i min liste, når jeg kommer med konkrete eksempler fra filmen.
Episoderne udspilles i kronologisk rækkefølge. De enkelte episoder er tydeligt afgrænsede fra hinanden, men alligevel flyder de mange små begivenheder sammen og danner et konsistent helhedsindtryk.
Det skal dog siges, at nogle af episoderne hører naturligt sammen, og det står klart, at tidsoverspringet mellem disse ikke er særlig stort. De første ti episoder bruges for eksempel til at føre tilskueren ind i filmens univers og den særlige stemning. Først ved episode 11, julebazaren, begynder den egentlige handling at tage form.
Varigheden af episoderne svinger kraftigt. Episode 22 (lejrskolen) strækker sig for eksempel over flere dage, mens der næsten drillende kun ofres to korte indstillinger på konfirmationen, episode 25.
Visse af episoderne foregår i flere forskellige rum efterhånden som handlingen skrider frem, men oftest i et geografisk afgrænset område som f.eks. en lejlighed, Katedralskolen eller Botanisk Have. Til tider indledes en episode med en indstilling, der skal vise tilskueren, hvor handlingen nu vil foregå. For eksempel ved et billede af en tom skolegård i starten af episode 3 (som derefter foregår i et klasselokale). Andre gange bruges introduktionsbilledet til at bestemme årstiden, ved f. eks. at vise tre piger på ski (episode 11).
Ser man bort fra brugen af disse korte introducerende indstillinger, er skøjtebanescenen (episode 14) det eneste eksempel på parallelle handlingsforløb i mere end et rum. Grundet Niels Oles interesse for Majbritt, forlader Elin skøjtearenean, og Helge følger med hende hjem. Mens de øvrige børn leger videre på isen, ser tilskueren, hvordan Helge modtages i Elins hjem. Herefter klippes der tilbage til skøjtebanen, hvor legen er ved at ebbe ud, men hvor Niels Ole og Gert kommer med i "slangen" (se senere). Der bliver altså kun klippet en enkelt gang frem og tilbage mellem skøjtebanen og hjemmet. Nils Malmros gør stort set ikke brug af en klassisk filmteknik som krydsklipning.
Syndens hule, julebasar på KAtedralskolen.
Formanalyse
I Kundskabens træ er det borgerlige århusianske miljø omkring 1958-60 rekonstrueret ned i mindste detalje. Dette miljø er rammen om historien, og filmen beskriver, hvordan børnenes personlige udvikling præges af omgivelserne. Hele historien fortælles gennem konkrete handlingsforløb, der alle virker realistiske og sandsynlige. Efter forteksterne forekommer der ikke non-diegetisk materiale af nogen art.
Personernes psykiske tilstand bliver ofte blot antydet gennem plottets små detaljer. Som regel forbliver følelserne uartikulerede, men de formidles til publikum gennem skuespillernes ansigtsmimik eller som medbetydninger til replikkerne. Således bliver Elins førende erotiske position i klassen markeret ved en replik under julebazaren (episode 11). Da en gruppe er på vej ned til "Syndens Hule" (se senere), går drengene Niels Ole og Flemming den forkerte vej. Men Elin siger: "Hey, det er herhenne!" I sig selv ikke nogen dramatisk replik, men underbetydningen kraftig, og vigtig!
På samme måde ligger der underbetydninger bag stort set enhver replik, handling eller ethvert øjekast i hele filmen. De gennemgående temaer bliver implicit formidlet gennem detaljerne i de hverdagsagtige hændelser.
Det nøje rekonstruerede univers danner altså basis for historien, og den fortælles gennem de stemninger og fornemmelser, som tilskueren får ved at lade filmens billeder blande sig med sin egen erindring.
Filmens hændelser skildres i kronologisk rækkefølge, og episodernes tidsmæssige placering ligger nogenlunde fast. Teksten umiddelbart inden første scene fortæller: "Katedralskolen efteråret 1958". Og derefter bliver hvert årstidsskift gennem filmen tydeliggjort ved hjælp af sne, nedfaldne blade m.m. I alt strækker filmen sig over to år, fra begyndelsen af 2. til begyndelsen af 4. mellemskoleklasse.
Der sker spring i tiden ved hver episodeovergang. Nogle gange på få minutter, andre gange flere måneder. Inden for en episode kan der dog med min episodeopdeling dog også forkomme små tidsoverspring. Dette gælder for eksempel lejrskolesekvensen, der strækker sig over flere dage.
Filmen rummer både episoder, der er vigtige for historiens fremadskriden, og episoder, der illustrerer en bestemt tilstand eller stemning. For eksempel sker der ved julebazaren (episode 11) afgørende begivenheder, der både ændrer Elins og Niels Oles liv. I svømmehallen (episode 4) skildres Elins position i klassen gennem de opmærksomme blikke, der sendes hende, men der sker ikke nogen udvikling i hendes situation. Endelig er eksamensscenen (episode 18) helt uden betydning i forhold til de to hovedpersoner, men er alligevel væsentlig i genskabelsen af skolemiljøets stemninger.
Desuden virker Willys glansnumre i denne og andre scener som "comic reliefs", og episoden er på denne måde med til at sætte et humørfuldt præg på en ofte alvorlig film. Samtidig bruger instruktøren Willy til få afvæbnet tilskuerens følelsessystem før en af Elins ydmygelser.
Kundskabens træ bygger som tidligere nævnt på Malmros' egne barndomsminder. Instruktøren har opdaget, at hans erindring af barndommen er langt mere nuanceret end de fleste voksnes, og samtidig har han gerne villet bearbejde en dårlig samvittighed over for virkelighedens Elin. Heri ligger hans kreative energi og motivation.
Karakteren Niels Ole er instruktørens alter ego. Det fremgår ikke eksplicit af plottet, og de fleste tilskuere har sikkert ikke ænset dette. Kendere af Malmros' tidligere film vil vide, at drenge der hedder "noget med Ole" er små Nils-Malmros'er. (De øvrige er titelpersonen i "Lars Ole 5.c", samt Ole i "Drenge".) Man kan alligevel spore instruktørens forhold til Niels Ole-figuren i dele af filmen. Hans barndoms drømmepige Majbritt er for eksempel skildret meget romantisk, og vi oplever hende kun i scener, hvor Niels Ole betragter hende. Der dannes på denne måde en særlig tilskueridentifikation med Niels Ole.
Elin følges naturligvis også meget indgående, men vi ser aldrig verden gennem hende. Selv om vores sympati ligger på hendes side, har vi aldrig et indtryk af drengebekendtskaberne Carsten og Helge, der svarer til den måde, hvorpå vi oplever de idylliserede billeder af Majbritt. For at skabe identifikation med Elin tilbageholdes der derimod enkelte gange viden, som alle andre end Elin (og publikum) er i besiddelse af. Det sker bl. a. da Helge opfinder øgenavnet T.R.L. (lejrskolen, episode 22). Han hvisker betydningen af bogstaverne til flere af kammeraterne, men hverken Elin eller biograftilskueren kan høre dette. Først et par minutter senere får publikum løftet sløret for hemmeligheden, mens Elin stadig holdes hen i uvidenhed.
Filmen slutter på et for tilskueren uventet tidspunkt, efter Elins og Monas (endelige?) opgør. I den næstsidste indstilling ser vi den grædende Elin løbe ned af trappen fra lancierballet i sin iturevne røde kjole. Og hen over billederne af de nydeligt dansende unge (et symbolsk billede på den borgerlige overfladiske orden) dukker slutteksterne pludselig op. Filmen når aldrig at klinge ud, og trådene bliver ikke samlet. Mange spørgsmål står ubesvarede hen. Kommer Elin virkelig aldrig ind i varmen igen? Hvad vil der ske mellem Niels Ole og Majbritt? Hvilken position får Mona efter sammenstødet? Men med denne form ligger filmen tæt på virkeligheden. Der har selvfølgelig heller ikke i Nils Malmros' gamle mellemskoleklasse været noget tidspunkt, hvor parforholdene lå fast, og hvorefter alle levede lykkeligt til deres dages ende.
Mange tilskuere har sikkert forventet en happy-ending i bedste Hollywoodstil. Men en sådan slutning ville ligne Malmros dårligt!
Elin (Eva Gram-Schjoldager) løber væk fra kammeraterne og kameraet i filmens slutscene.
Mise-en-Scène
Som før nævnt vil Kundskabens træ genskabe miljøet fra den borgerlige del af Århus i 1958-60. Dette kræver, at der bliver taget en række realismehensyn under filmens skabelse. Alle locations skal ligne dem, der eksisterede cirka 20 år før filmens optagelser. Det har blandt andet gjort det nødvendigt at optage klasseværelsescenerne i en anden århusiansk skole end Katedralskolen, da denne i mellemtiden har været moderniseret. Ved bagerscenen (episode 6) var filmholdet endda nødt til at køre til Horsens, da en bagerbutik dernede åbenbart havde det helt rigtige udseende (note 1).
De forskellige locations bruges dog også til at farve en scenes stemning. Eksempelvis er det næppe noget tilfælde, at Troldeskoven blev valgt til at være stedet, hvor Helge indleder sin mobning af Elin (lejrskolen, episode 22). De krogede træer bliver et billede på pigens sindstilstand. Naturen fremstår langt skønnere i den paradisiske skovscene (episode 17), hvor Niels Ole succesfuldt flirter med Majbritt.
Filmens øvrige rekvisitter skal også virke sandsynlige i tidsuniverset. Filmfolkene har måttet gå på opdagelse efter de oprindelige skolepulte, lampeskærme fra skolegangene m.m. Skøjter, sodavandsmærker, cykler og meget andet har ændret sig i den forgangne tid. Og publikums fornemmelse af autenticitet, følelsen af at træde tilbage i tiden, kan blive ødelagt af en detalje, der ikke passer ind i filmens tidsunivers. Malmros er meget opmærksom på dette, og det må have pint ham, da Klaus Rifbjerg i en anmeldelse kunne påpege, at: "... King George Whisky var med prop, og ikke havde skruelåg af blik..." (Anmeldelsen er fra Levende Billeder 8/1981, whiskyflasken forekommer i episode 32).
Willy Bonde med King George-whiskeyflasken.
Ligeledes er alle filmens kostumer og frisurer tidstypiske, og de er i høj grad med til give filmen et fortidspræg. Til gengæld har den fornødne make-up ikke måttet være synlig i filmen, bortset fra pigernes læbestifter.
Filmen er optaget over to år for at frembringe endnu en realistisk effekt. Børneskuespillerne når i denne tid at udvikle sig fysisk. Karakterer som Helge, Anne-Mette og Elin forandrer sig ganske meget. Her har instruktøren naturligvis måttet overgive sig til naturens magt. Da Søren Roland ikke udviklede sig tilstrækkeligt det første år, gled han ubemærket ud af billedet. Han var simpelthen for lille til, at Anne-Mette som planlagt kunne falde for ham. Derfor introduceredes Kaj, tilflytteren fra Nørresundby, der lignede en mere sandsynlig kinddansepartner til den stærke Anne-Mette (note 2). Den lange indspilningsperiode har udover de fysiske forandringer også sat sit spor på drengenes stemmer, der efterhånden går i overgang.
Lyssætningen kan af tekniske grunde ikke svare til virkelighedens. Det er nødvendigt med et kraftigere projektørlys, for at der kan komme flotte billeder på filmstrimlen. Men i Kundskabens træ forsøges det konstant at få lyset til at ligne virkelighedens. Malmros er meget påpasselig med ikke at give billederne et projektøragtigt useende. Der er i alle scener et blødt, indirekte lys, idet projektørlyset er reflekteret med bl. a. flamingoplader. Herved bliver kontrasterne mindre markante. Det er da også hensigten, idet billedets enkeltdele gerne skulle virke som en helhed og give et samlet indtryk. Personernes påklædning hænger også farvemæssigt sammen med de omgivelser, som de bevæger sig i. Der er aldrig en særlig farve, der skiller sig ud og springer tilskueren i øjnene. Disse stilistiske træk underbygger, at filmens personer ses som en del af det miljø, de lever i.
Lyset bliver ikke kun brugt til at synliggøre personer og vigtige genstande. Det er også vigtigt at præsentere rummet, når nu der er gjort så meget ud af at skabe et detaljerigt miljø. Her vil Malmros også undgå, at lyslægningen får det studieagtige præg, der kan ses i mange film. Det skal derimod se ud som om, at lokalet kun bliver oplyst af de lamper, der naturligt befinder sig i det. Altså skal skyggerne i for eksempel lofthjørnerne også falde realistisk.
De ældre lærerinder får en hårdhændet behandling af lysmanden. Vores første møde med de voksne autoriteter er den strikse lærerinde fru Andreasen, der viser lysbilleder i første episode. Hendes ansigt bliver i det mørkelagte lokale skarpt belyst nedefra, tilsyneladende af strålerne fra lysbilledefremviseren. På grund af denne underbelysning af ansigtet får hun et lidet flatterende udseende med voldsomme ansigtsskygger.
Endvidere får vikaren fru Scheel sine rynker fremhævet af det kraftige sidelys, der (ifølge filmen) kommer fra vinduerne i siden af lokalet (episode 3).
Til gengæld forskønnes tilskuerens indtryk af Majbritt gennem lyslægningen. I en indstilling fra den paradisiske skovscene (episode 17), er der sat et kratigt nakkelys i hendes udslåede lyse hår. Her skal det se ud som om, at solen er den naturlige lyskilde.
En vigtig del af filmens handling foregår i svagt belyste rum, og det har været særligt vanskeligt at sætte lyset i disse scener. Ofte bliver problemerne klaret ved omhyggeligt at lægge et svagt indirekte lys, men i episode 19 vælges en anden metode. I denne scene har Helge lokket Elin med ind i en mørk garage og forsøger at kysse hende. Indstillingen er filmet inde fra garagen, og Elin og Helge ses i silhuet med dagslyset udenfor som baggrund.
Fotografen Jan Weincke har gennem hele filmen benyttet et cyan-filter, der bortfiltrerer noget af det blå lys (note 3). Det bevirker, at billederne får en gul-brun tone, der giver dem et erindringspræg. De bløde, ofte pastelagtige farver er også med til at idyllisere barndomsoplevelsen. Dette er specielt markant i romantiske scener som Niels Oles og Majbritts skovtur (episode 17).
Kostumernes farve bliver også til tider brugt bevidst til at give et særligt indtryk af en person. Katedralskolens lærere går altid klædt gråt. Majbritts varme væsen (og seksuelle selverkendelse?) understøttes af, at hun filmen igennem er klædt i rødt, eller i det mindste rød-hvid ternet. I to vigtige scener brydes dette mønster. Det er samtidig de to mest uskyldsrene scener, hvor instruktøren viser sin uforbeholdne kærlighed til den lyslokkede pige. Nemlig i skovscenen og det afsluttende lancierbal (episode 17 og 34).
Også i telefonscenen, hvor Anne-Mette ringer for at melde kollektivt afbud til Elins ungdomsgilde, bærer Elin rød trøje.
Til gengæld har Elin oftest kun en smule rødt på sig, for eksempel i form af et tørklæde, eller som farve i et strikkemønster. Til det afsluttende lancierbal er hun dog klædt i en rød kjole. Men det er netop denne kjole, som Mona river i stykker under pigernes håndgemæng. Den røde kjole bliver en filmisk metafor på Elins sårbarhed.
Malmros blander sig i alle dele af filmens produktion, for at sikre sig, at resultatet af optagelserne svarer til hans egne indre billeder. Men det har selvfølgelig også været en vigtig opgave for instruktøren at få skuespillerne til at agere rigtigt. Alle de medvirkende er amatører, og specielt børneskuespillerne har han ikke kunnet forvente de store skuespilsevner af. Derfor består instruktørens teknik ofte i at narre det rigtige ansigtsudtryk frem. For eksempel er Niels Oles brødebetyngede grin i episode 1 fremkommet ved, at Malmros har fortalt den stakkels barneskuespiller, hvor alvorlig scenen var. Hvorefter instruktøren, så snart kameraet kørte, begyndte at skære ansigter (note 4).
Den monotone dialog er også væsentlig for filmen. Den er hverdagsagtig af hensyn til filmens realisme. Desuden er de til tider akavede og skødesløst formulerede replikker med til at fremme fornemmelsen af, at personerne også er følelsesmæssigt uartikulerede. Dialogen fremsiges naturligvis på klingende århusiansk, da denne dialekt hørte Malmros' barndomsverden til. Dog taler en del af Katedralskolens lærere samt Elins far et smukt rigsdansk. Dette sprog synes ikke at smitte af på eleverne, men trods alt er det kun de store drenge på skøjtebanen, der bander i filmen.
Teknikken til at frembringe det rigtige tonefald har for instruktøren bestået i at fremsige replikkerne nøjagtigt som de skulle lyde (note 5). Skuespilleren har ikke været med til at forme sin rolle, men har måttet underkaste sig instruktørens totale herredømme over sin film.
I Kundskabens træ arbejder Nils Malmros med temmelig korte indstillinger. Det er der flere praktiske grunde til, men han bruger det også som et bevidst stilistisk virkemiddel. Som jeg før beskrev har skuespillerne kun ringe erfaring, og man kan derfor ikke regne med at de rigtige ansigtsudtryk bliver holdt særlig længe. Derfor kan det blive nødvendigt hurtigt at klippe videre.
Men den stilbevidste Malmros foretrækker også at klippe fremfor at bevæge kameraet. Under den enkelte indstilling er kamerabevægelserne derfor sparsomme og meget bløde. De bruges som regel blot til at følge en person, mens der klippes, hvis opmærksomheden skal flyttes fra en person til en anden. De omfattende lysopstillinger kan yderligere have sat hindringer i vejen for kamerabevægelserne. I stedet bliver der optaget mange korte indstilliger på typisk 4-5 sekunder.
Filmen er optaget i børnenes øjenhøjde, og det styrker tilskuerens fornemmelse af at træde tilbage i tiden og selv være barn blandt kammeraterne. Dermed bliver de voksne autoriteter samtidig filmet i frøperspektiv. Kameraet følger med op, efterhånden som børnene vokser.
Billedmotivet er altid i fokus, og der forekommer ikke subjektive forvrængede billeder, der kan illustrere en persons sindstilstand.
I enkelte scener har kameramanden fået lov til at udføre et mere avanceret arbejde. Det gælder danseskolescenen (episode 8) og det afsluttende lancierbal (episode 34). I førstnævnte står kameraet på et tidspunkt midt i kredsen af dansende, og det når at dreje 360 grader rundt, inden der klippes bort. Endvidere er der i denne scene et kran-shot, hvor kameraet i begyndelsen er løftet i vejret, mens Willy træder ind i lokalet. Derefter sænker kameraet sig ned bag ved de to piger, Willy kan vælge som dansepartner. Herved skabes en elegant overgang fra et overbliksbillede af dansesalen til et isoleret billede af Willy og pigerne.
Også ved lancierballet er kameraarbejdet mere virtuost end i resten af filmen. Monas uro ved synet af Jørn og Elins kinddans skildres for eksempel ved, at kameraet følger hendes hastige bevægelser gennem lokalet, uden at billedet dog sløres. Desuden er der også i denne scene anvendt en kran, der denne gang sænker kameraet helt ned i gulvhøjde for at kunne vise Willys ternede sokker mod de andre drenges pressede bukser.
Men bortset fra disse stort anlagte scener er kamerabevægelserne meget begrænsede. Der bliver ikke zoomet en eneste gang i hele filmen! Af og til forekommer der point of view indstillinger, der skal vise, hvor en eller flere personers opmærksomhed er rettet hen. Mest tydeligt er det i svømmehallen (episode 4), hvor der i en indstilling tiltes op langs hele Elins krop for at illustrere drengenes beundrende blikke. Ligeledes er billedet er Majbritts knæhaser (i episode 34) tydeligvis set af Niels Oles øjne. Generelt kan man sige, at disse subjektive point of view indstillinger oftest er set af drengene i filmen. Men Malmros' private erindringsbilleder er naturligvis også oplevet gennem en drengs øjne.
Filmen består hovedsageligt af nære og halvnære indstillinger. Til tider indledes med et oversigtsagtigt totalbillede. I scener som de to ovenfor nævnte har det været målet med totalbillederne at skildre den overfladiske orden, som udtrykkes gennem dansenes mønstre. I de mange nærbilleder kommer vi ind under det overfladiske mønster, og er tæt inde på livet af filmens personer.
Det er målet at ligge tæt op af såvel tilskuerens som instruktørens erindringsoplevelse. For erindringen består netop af stemninger og fornemmelser i en række episoder, og denne erindring kan vækkes af en enkelt lille detalje. Ofte er detaljerne i det rekonstruerede univers diskret listet med ind i filmens billeder, og på denne måde fortælles mange af filmens små historier. Et eksempel ses ved det første ungdomsgilde (episode 16), hvor en indstilling tilsyneladende skal vise, at der sættes en ny plade på grammofonen. Men samtidig får instruktøren i udkanten af billedet vist, at der på dette tidspunkt blot står sodavand på bordet. Først senere i filmen dukker øllerne frem. En detalje, som publikum måske ikke bliver bevidst omkring, men den sætter alligevel præg på indtrykket af festernes udvikling.
Efter forteksterne åbnes filmen med et sort-hvidt lysmønster, der farer over lærredet. Det viser sig at være et første billede i en lysbilledserie med udsigten over Manhattan. Se også de originale lysbillede.
Klipningen
Der forekommer en hel del klip i Kundskabens træ. Det er på dette plan, filmens dynamik skabes, og historien skrider frem. Malmros anvender altid et "rent" klip og gør aldrig brug af overblændinger, wipes eller fades. Der findes to slags klip i filmen. Nogle klip skaber overgang mellem to episoder, mens de resterende klip ligger internt i en episode.
Overgangene skal adskille de to episoder fra hinanden, men må samtidig ikke skære historien i stykker. Filmen skal gerne virke som en sammensmeltet helhed og ikke som 34 isolerede episoder. Der er ved alle overgange tale om spring i tid og rum. Til gengæld kan grafiske elementer som bevægelsesretninger fortsætte hen over klippet. Enkelte overgange har en chokeffekt, der skal vække publikum. Det gælder blandt andet klippet mellem forteksterne og den indledende scene (episode 1, naturligvis). Det første tilskueren ser efter klippet, er et sort-hvidt lysmønster der farer hen over lærredet (akkompagneret af en hvæsende lyd). Det viser sig at være et lysbillede, som lærerinden lige har sat i fremviseren. Men i de første sekunder gribes tilskueren af forundring over, hvad det er han ser på lærredet. Opmærksomheden skærpes, og publikum suges med det samme ind i filmens univers.
De fleste klip er dog ikke nær så markerede. Som regel klippes der fra ro til ro. Tilskueren føres blidt videre i historien.
Dette gælder også klippene inde i en episode. Her kan der, som jeg beskrev i formanalysen, forekomme små spring i tid og rum, men altid inden for et afgrænset geografisk og tidsligt område. Episoderne bliver aldrig forlænget, så filmens varighed bliver længere end de virkelige begivenheders. Til gengæld forekommer der små tidsoverspring. Dette gælder lejrskoleepisoden (episode 22), der består af flere små hændelser, der hver især er tidsmæssigt afgrænsede. Men selv når filmen ikke udgiver sig for at springe i tiden, kan der forekomme små overspring ved klippene. Disse er lavet af dramaturgiske hensyn, for at stramme handlingen op.
Med den generelt høje klippefrekvens bliver det vigtigt for filmens helhed, at klippene ikke springer tilskueren i øjnene. Det stiller krav til billedkvaliteten om, at motiverne skal være lette at genkende, og at der er en god grafisk forbindelse mellem indstillingerne. Dette gælder blandt andet farverne og billedets tekstur, der ikke må ændres væsentligt over et klip. Men det gælder også personernes placering i billedfladen. Et eksempel ses i rektors inkvisition af eleverne (i episode 1). Denne scene består af nærbilleder og halvtotaler af rektoren, samt af flere forskellige elever placeret rundt omkring i lokalet. Rektor står midt for klassen, og kigger rundt på folk. Når der skal skabes forbindelse til en person, der (set fra elevernes side) sidder til venstre for ham, må nærbilledet have rektors ansigt placeret lidt til højre for midten. Samtidig må indstillingen af den forhørte elevs reaktions have elevens ansigt til venstre for midten, mens hans/hendes blikretning går mod højre. Herved virker det som om, de to kigger på hinanden.
Med sådanne diskrete midler kan der skabes grafisk forbindelse mellem to indstillinger. Der er i resten af filmen et væld af blikretninger, der mødes, samt en del over-the-shoulder indstillinger. I det hele taget er der klippet efter en klassisk continuity-teknik. Forbindelsen mellem indstillingerne dannes oftest ved blikretninger, men også centerliniereglen overholdes. Den tidslige kontinuitet over de fleste af klippene er endnu et element af continuity-stilen.
Der bliver som regel ikke klippet rytmisk, men i Elins og Monas afsluttende opgør (episode 34) er der faktisk en kort sekvens med markant rytmisk klipning. Da håndgemænget begynder, ændres stilen til en hastig accellererende montage. De fire korte indstillinger består af henholdsvis 32, 29, 15 og 19 enkeltbilleder. Indstillingerne umiddelbart før og efter denne sekvens er betydeligt længere. Her vises slagsmålets optakt og afslutning, mens kameraet er ude i rolige halvtotaler.Men i selve kampsekvensen er bevægelserne i billedet ret hastige, og billedudskæringen viser kun de to pigers hoveder, skuldre og overarme. Disse indstillinger glider over i hinanden grundet en kontinuitet i bevægelsesretningerne, selv om kameraet ved hvert klip kommer over bag den modsatte af pigerne. Tilskueren kan i disse sekunder ikke skabe sig overblik over slagets gang, og scenens dramatik understreges af usikkerheden omkring, hvad der sker. Navnlig tilbageholdes der viden, da man hører lyden af stof, der bliver revet i stykker. I den efterfølgende, længere sekvens, kan vi ikke se, hvis tøj der er gået itu. Det erfares først, da Elin selv vender sig om for at se efter. Fra dette tidspunkt er filmen vendt tilbage til sin normale, mere rolige klippestil.
En sådan accellererende montage ses kun i dette ene tilfælde, men flere af scenerne har en optrappet klipperytme omkring deres klimaks. Det gælder en central scene som skøjtebanen (episode 14), der mod sin slutning (som beskrives nærmere under lys/mørke-tematikken) har en pulserende rytme, både i klipningen på lydsporet. Men et mere simpelt eksempel på en optrappet klipperytme ses i den komiske episode, hvor Willy driver gæk med eksamensvagten (episode 18). Her kulminerer scenen i to korte indstillinger, der hver kun er cirka et sekund lange.
Lyd
Nils Malmros lægger stor vægt på lyden i sine film. I Kundskabens træ findes et væld af realistiske lyde, der er genkendelige fra virkeligheden. Skøjter der skraber mod isen, eksamensvagtens tunge skridt på gymnastiksalens gulv, børnehvin, pigefnisen, cykeldynamoens snurren og meget, meget mere.
Alle lyde er diegetiske. Lydkilderne er altid til stede i filmens univers; om ikke på selve billedet, så i det skabte rum på tidspunktet, hvor handlingen foregår. (Eneste undtagelse er en eventuel lydbro ved en episodeovergang, hvor lyden kun hører til i én af episoderne; se senere.) Men ikke blot lydkilderne er realistiske. Også akustikken i lokaler som gymnastiksalen, svømmehallen, danselokalet og klasseværelset er blevet genskabt, for at tilskueren kan nikke genkendende til lydbilledet og leve sig ind i filmens verden.
Malmros har i mange scener indspillet dialogen (og formodentlig store dele af den øvrige lydside) senere end filmoptagelserne. Herved har Malmros blandt andet søgt at lette sit og sine skuespilleres arbejde. Under filmoptagelserne har han kunnet koncentrere om at få de medvirkende til at "se rigtige ud". Når først billederne er i kassen, kan han altid genindspille lydsiden for at få præcis den stemning og det tonefald (den dialekt), han stræber efter. Det bliver på denne måde også muligt at lægge en intim stemning ind i børnenes fortrolige samtaler. F. eks. ved julebazaren (episode 11), hvor Flemming og Niels Ole hvisker til hinanden om de bedårende piger i 1. mellem. Den intime stemning skabes, fordi de ellers svagtmælende stemmer totalt dominerer lydbilledet, og selv de svageste hvislelyde er blevet opfanget af mikrofonen. Velsagtens fordi drengene under dialogindspilningen har siddet med mikrofonen helt tæt ved munden. På samme måde er mange andre lyde ekstraordinært markante, eksempelvis skøjternes skraben mod isen i skøjtebanescenen (episode 14). Med disse virkemidler former Malmros et sanseligt billede af den virkelighed, han skildrer. Han intensiverer oplevelsen og løfter sløret for detaljer, som den voksne tilskuer har liggende på lager fra sin egen barndom. Malmros fortæller jo ikke bare en historie, han fremkalder erindringer.
I skøjtebanescenens afslutning, hvor synet af det kvindelige køn åbenbarer sig for de to måbende drenge, er lydsiden i høj grad med til at farve tilskuerens oplevelse. Scenens kulmination er som nævnt rytmisk klippet, og den pulserende lyd af cykeldynamoen understreger intensiteten. Samtidig er lyden meget skinger, nærmest hvinende. Dette fremhæver den oppiskede stemning i almindelighed, og drengenes sindstilstand i særdeleshed. På denne måde bruger Malmros en diegetisk lydkilde dramatisk til at give scenen en særlig stemning.
Selv fuglesangen i filmen bruges konsekvent som et diskret virkemiddel. I den idylliske skovscene (episode 17) høres en munter kvidren. Mens solsorten skræpper faretruende i scenen, hvor Elin deprimeret kigger ud af vinduet fra sit værelse (episode 24).
Filmholdets lydmand fik sig en udfordring, da man efter optagelsen af julebazaren (episode 11) fandt ud af, at Majbritts replik om prisen på æbleskiverne: "tre for femogtyve ører og femten for en krone", skulle ændres. Det lykkedes ud af de originale lydoptagelser at klippe sig frem til sætningen: "en for femogtyve ører og fem for en krone." Ordet "fem" blev fremtryllet ved at fraklippe halvdelen af ordet "femten". Til gengæld må man ved denne replik leve med, at synkroniseringen med mundbevægelserne ikke helt passer (note 6).
Lyden bruges også til at styrke continuity-klipningen. Med lydsporet er det muligt at dække over nogen af klippene, ved at lade en lyd i den første indstilling have forbindelse med motivet i den anden, eller modsat. Dette ses blandt andet hos bageren, da Jørn og Flemming går ud af butikken. Idet de lukker døren, klippes der over til et billede af de tre piger ved disken. Og mens pigernes ansigter fæstner sig på tilskuerens nethinde, hører man døren smække. På denne måde glider de to indstillinger over i hinanden, uden at publikum tænker over klippet.
Den aldrende eksamensvagt piller febrislk ved sit høreapparat.
Ofte er der også en lydbro hen over et klip til en ny episode. Et eksempel ses ved overgangen til den scene (sommereksamen, episode 18), hvor Willy laver brummelyde, mens den aldrende eksamensvagt piller febrilsk ved sit høreapparat. Faktisk kan man høre Willys brummen et par sekunder før den foregående episode er forbi. Tilskueren når at registrere lyden før klippet, og vil formodentlig undre sig over den, da lydkilden ikke fremgår af billedet. På denne måde skærpes publikums interesse umiddelbart inden en af filmens komiske højdepunkter. Lydbroerne får erindringsglimtene til at smelte sammen, og handlingen føres naturligt videre.
Lyden kan også skabe forbindelse mellem to rum. Det ses for eksempel i episode 9, hvor man i klasseværelset svagt kan høre skolekoret synge i et nærliggende lokale. Siden klippes til musiklokalet, netop som koret er nået til kulminationen af værket (Halelujah'erne i "Barn Jesus i en krybbe lå")
Der forekommer megen musik i Kundskabens træ. Allerede under forteksterne føres tilskueren ind i filmens fortidsstemning ved tonerne af Gershwins "The Man I Love". Men bortset fra dette tilfælde, er musikken altid diegetisk. Til ungdomsgilderne spiller børnene grammofonplader, ved skolegårdsfesten spiller et jazzorkester op til kinddans og i klasseværelset kan man høre skolekoret synge. Alle musikstykker er nøje udvalgt. Ved julegudstjenesten synger koret under lærerens ledelse "Barn Jesus i en krybbe lå". Denne salme er en del af skolens lærdoms til de unge poder. Men til ungdomsgilderne (og skolegårdsfesten) er musikken udskiftet med den bløde jazz. I mellemzonen ligger et musikstykke, der bliver spillet til danseundervisningen. I et forsøg på at være glæde eleverne, giver læreren lov til at "slappe af" med et mere rytmisk nummer. Men pianistens let akavede måde at spille nummeret på får sammen med Willys dansetrin denne "forståelse" hos læreren til at virke grotesk.
I øvrigt går tre musikstykker igen gennem filmen. Gershwins "The Man I Love" spilles ikke blot ved forteksterne, men ender også på grammofonen to gange ved Niels Oles ungdomsgilde (episode 26). Og tre glade drenge mindes under lejrskolen (episode 22) deres kinddansedebut (fra skolegårdsfesten, episode 21) ved at nynne St. James Infirmay Blues, som også blev spillet af jazzorkesteret i den sidstnævnte scene. Endelig hører vi som før nævnt skolekoret øve "Barn Jesus i en krybbe lå", der senere fremføres til juleafslutningen i Domkirken.
Denne sidstnævnte scene (episode 12) er desuden særlig elegant, idet den strækker sig over nøjagtigt det tidsrum, som det taget koret at synge salmens to vers. Niels Oles modige blink til Majbritt er handlingens kulminationen, og det falder sammen med musikken højdepunkt: Halelujah'erne. Hvorefter scenen klinger ud med et nærbillede af Majbritt, samt til slut et totalbillede af dirigenten og koret. Denne sidste indstilling starter, da koret påbegynder salmens sidste tone, og der klippes bort, netop som tonen klinger ud. Ved at skabe samhørighed mellem handling, klipning og lyd, bliver en af filmens mest menneskevarme scener gjort til en smuk æstetisk helhed.
Andre Bazin argumenterede i 50'erne for, at filmkunsten burde blive mere realistisk. Det skulle opnås ved at lade filmens form og stil ligge så tæt på virkelighedsoplevelsen som muligt. I denne forbindelse fremhævede Bazin blandt andet brugen af totalbilleder med dybdeskarphed og minimal klipning.
Her må man konstatere, at Nils Malmros søger at skabe et realistisk filmunivers på en ganske anderledes måde. Antallet af klip i hans film er umådeligt højt. Og Kundskabens træ arbejder som hovedregel med nære og halvnære indstillinger. Men Malmros' mål er heller ikke en fysisk repræsentation af verden og dens objekter. Han vil skabe en psykologisk realisme, der formidler sit verdensbillede gennem stemninger og fornemmelser, idet hans historier handler om mellemmenneskelige relationer. Endvidere skal sansningerne vække dybere hengemte oplevelser hos tilskueren.
Det er en bearbejdet virkelighed, der træder frem på filmlærredet. Bearbejdet både af instruktørens erindring og af den filmiske æstetisering.
Alligevel undgår Malmros at drukne sin films realisme i tekniske spidsfindigheder ved at gå langt uden om mange klassiske filmvirkemidler, heriblandt zooms, overblændinger og nondiegetisk musik.
Fornemmelsen af at træde tilbage i tiden og ind i en virkelig verden skabes først og fremmest af filmens umådelige detaljerigdom. Den minutiøse rekonstruktion af miljøet gør filmens vedkommende og menneskelige historie troværdig, og det bliver på denne baggrund muligt for tilskueren at relatere Kundskabens træ til sin egen oplevelsesverden og erindring.
Elin og Helge danser tæt ved Anne-Mettes ungdomsgilde.
Jeg vil nu gå tættere på en vigtig del af filmens handling. Ved at lægge vægt på særlige temaer holder jeg mig ikke længere til Bordwell & Thompsons metode, men man kan ikke komme uden om, at tematikken spiller en central rolle i Kundskabens træ. I dette afsnit vil jeg behandle, hvordan børnenes seksuelle udvikling hænger sammen med lys/mørke-tematikken, der går igennem hele filmen.
Et af filmens vigtigste virkemidler til at skildre forskellen mellem det tilladte og det forbudte er brugen af lys og mørke. Der er flere grunde til dette. Et skift mellem et lyst og et mørkt rum har en stor visuel effekt. Og samtidig er det et forhold, vi alle kender fra hverdagen. Nils Malmros kan til hver en tid begrunde, hvorfor f. eks. et lyst rum bliver mørkt. Den dramaturgiske årsag er også i dette tilfælde altid at finde i den verden, hvor handlingen udspiller sig. Nogen har trykket på kontakten, personerne er gået ind i en mørk garage, eller solen er gået ned.
Men det er på intet tidspunkt tilfældigt, hvorvidt handlingen udspiller sig i et lyst eller et mørkt rum. Et skift mellem lys og mørke i en enkelt episode får altid stor betydning.
De lyse rum står for den "normale", tilladte og kendte verden. Her foregår de dagligdags hændelser og de voksne autoriteter har magten. Kun i de mørke rum kan børnene følge deres instinkter. Her kan autoriteterne trodses. Men mørket er samtidig stort og uoverskueligt. Og til tider farligt.
Kontrasten bliver introduceret allerede i første scene. I et sortlagt klasseværelse forsøger den strikse lærerinde at indpode de uartige unger en god portion skolekundskab ved at vise lysbilleder for dem. Hendes undervisning bliver imidlertid konstant afbrudt af drillende spørgsmål, spøgende kommentarer og almindelig mellemskolefnisen. I det mørke klasseværelse trodser børnene den store autoritet, selv om lokalet fyger med skændende ord (heriblandt replikken, jeg bruger som titel på denne opgave). Niels Ole og Willy kravler usete rundt på gulvet, men da Niels Ole kommer til at stikke hovedet op i lyskeglen, går det galt. Filmens første forbudte barneleg bliver opdaget. Lærerinden går resolut gennem lokalet og tænder for lyset. Og i det belyste rum må Niels Ole stå til regnskab for sin første lille synd i filmen.
Herved bliver lys/mørke-temaet anslået, og det dukker jævnligt op i resten af filmen. "Syndens Hule" til Julebazaren (episode 11) er helt mørkelagt. Herinde danser de ældre elever kinddans. Men til at begynde med får vores hovedpersoner fra 2. mellem ikke lov til at kigge ind, for "der må ikke slippe lys ind". Da de til sidst alligevel får lov, bliver børnene både pirrede og frastødt. Da Carsten træder ud af mørket og trækker Elin med ind i det forbudte rum, afsluttes scenen med en indstilling fotograferet inde fra "Syndens hule", hvor man ser det mørke gardin ved indgangsdøren blive trukket for med et smæld. For øjnene af de måbende børn, der endnu må blive ude i lyset.
De 3 ungdomsgilder og skolegårdsfesten kan tilsammen ses som et seksuelt barometer for børnenes udvikling. Og ungdomsgilderne udvikler sig gennem filmen blandt andet i forhold til, hvorvidt lyset bliver slukket. Kun i det intime mørke danses der kinddans.
Til den første fest (Anne-Mettes, episode 16) foreslår Elin at lyset slukkes. Anne-Mette er på dette tidspunkt ikke klar til det store skridt ud i den forbudte verden, og frygter, at forældrene vil opdage hvad der er på færde, hvis de uventet kommer hjem. Efter et mislykket forsøg på mørkedans, foreslås det, at børnene i stedet danser med lukkede øjne. Hvilket naturligvis heller ikke bliver nogen succes.
Næste gilde er skolegårdsfesten (episode 21). I aftenskumringen samler de ledende piger mod til at foreslå en kinddans. De har brug for Elin til at sætte det hele i gang. Hun kan desværre ikke leve op til pigernes forventninger. I stedet bliver det Niels Ole, der i sin tryllebinding af Majbritt fristes nok til at tage det modige skridt. Hvorefter flere par hurtigt bliver dannet.
Til Niels Oles ungdomsgilde (episode 26) slukkes lyset som den naturligste ting i verden. Dette sker både på grund af, at klassen er blevet mindre berøringsangste, og at Niels Oles forældre stiltiende accepterer løjerne.
Ved Monas fest (episode 32) introduceres endnu et mørkt rum for nogle af de unge, nemlig forældrenes soveværelse. Her går flere par efterhånden ind for at få ro til at studere hinandens anatomi nærmere. Dette rum kan kun de særligt heldige træde ind i. Rummet, der først dukker op ved manuskriptets sidste ungdomsgilde, er højdepunktet for de seksuelle udfoldelser i filmen. Der har altså været en konstant udvikling gennem alle filmens klassefester frem til dette punkt. De mørke rum er gradvist blevet lettere tilgængelige og mere spændende. Men de er stadigvæk nødvendige for børnene. De erotiske kræfter slippes kun sporadisk ud i lyset.
Langt tidligere i filmen får Niels Ole (og Gert) dog i bogstaveligste forstand kastet lys over, hvad mørket kan gemme på. Da de fleste andre er taget hjem fra skøjtebanen (episode 14), bliver de to drenge spurgt, om de vil være med til at lave en "slange" (en kæde på isen, trukket af en cykel). To af de lidt ældre skøjteløbere (Kurt og Gitte) ryger ud af slangen og ender i snedriverne ved søbredden, hvor Kurt prøver at trække trusserne af den kun let modstræbende Gitte. For at få sin dynamolygte til at lyse, begynder Allan (den anden af de ældre drenge) at trække i cyklens forhjul. Og i denne rytmiske skiften mellem lys og mørke åbenbarer det forbudte syn af Gittes skød sig for de to måbende knægte.
Helge prøver ved sit stævnemøde med Elin (episode 19) at få hende med ind i forældrenes garage. Hun går tøvende efter ham ind i mørket. Her forsøger han at kysse hende, men hun løber hurtigt ud i dagslyset igen.
Skulle man trods alle disse eksempler være i tvivl om den seksuelle udviklings betydning for filmens intrige, antyder en scene fra lejrskolen (episode 22) hele denne tematik. Kogekonen sætter en leg igang, hvor børnene skal sidde tæt ved siden af hinanden langs et bord og sende forskellige genstande fra person til person - under bordet. Disse slibrige genstande (en karklud, en rå fisk og en pølse!) fremkalder kraftige associationer hos børnene. Indstillingerne over bordet, der viser børnenes ansigtsudtryk, har et stearinlysskær over sig, mens billederne af genstandene, der går fra hånd til hånd, er mørkere. Instrukøren nøjes på denne måde blufærdigt med at antyde børnenes seksualitet. Deres voldsomme reaktioner på de slibrige genstande rummer også forklaringen på deres øvrige forteelser gennem filmen. Herved får Malmros implicit vist historiens omdrejningspunkt - den spirende seksualitet - i ly af mørket.
Maj-brit og Ina, uskydlige (?) prinsesser i forårsskoven.
Fortolkning
En lang række tematiske modsætninger er i kamp mod hinanden i Kundskabens træ. Disse temapar er f.eks. barndommen/den voksne verden, lys/mørke, seksualitet/kærlighed, uskyld/synd. Selve titlen på filmen peger på en fortolkningsmulighed, som kan samle trådene.
"Kundskabens træ" er med al ønskelig tydelighed en bibelallusion, og med valget af denne titel gør Nils Malmros op med sine tidligere neutrale filmtitler som f. eks. "Drenge". Hentydning til den kristne syndefaldsmyte ad ladet med fortolkningsmuligheder.
I Syndefaldsmyten beskrives, hvordan Eva af slangen lokkes til at spise af æblet fra Kundskabens Træ. Herved opnår menneskene viden og bliver i stand til at kende forskel på godt og ondt. De får øjnene op for, at de er nøgne, og bliver altså bevidste om deres seksualitet. Men grundet synden uddrives mennesket af paradis.
I filmen Kundskabens træ begår alle børnene små eller store synder, hvorefter de bliver straffet. Elin straffes for at føre sig frem på et tidspunkt, hvor klassekammeraterne er hende seksuelt underlegne. Niels Ole straffes for sine frække tegninger på tavlen. Men filmen opererer med et tvetydeigt syndsbegreb. Den ene form for synd er den, som overtræder den borgerlige kulturs normer. Her skrider filmens voksne autoriteter ind og straffer "retfærdigt". Den anden form for synd er børnenes egen ondskab mod Elin. Over for denne synd skrider autoriteterne ikke ind med fysisk straf. Til gengæld sætter der sig mod filmens slutning en nagende dårlig samvittighed i de fleste af børnene. Selv ærkerivalen Mona ser betænkelig ud, efter at have revet Elins røde kjole i stykker. Disse børn har erfaret deres egen ondskab, og de har ikke blot opnået skolekundskab, men også livskundskab.
Men det er også denne indsigt, der giver børnene et uskyldstab, idet de får grundlagt en dyb syndsbevidsthed.
Der er flere symboler i filmen, der har bibelske dimensioner. Niels Oles og Majbritts romantiske skovtur (med Flemming og Ina som følgesvende, episode 17) skildres som en tur i paradis. I et totalbillede ser man de to drenge og de to piger sætte sig i en lysning i skoven, et lille stykke fra hinanden. I baggrunden (midt i billedet) står et stort træ. Tilsammen danner de to grupper og træet en guddommelig trekantskomposition. Dette, sammen med andre stilistiske træk i scenen som jeg har omtalt tidligere, får skoven (naturen) til at fremstå som en paradisisk idyl.
Tematikken omkring naturen i forhold til kulturen træder frem, hvis man sammenligner denne paradisscene med Elins og Helges stævnemøde i Botanisk Have (episode 19). I disse civiliserede omgivelser bliver idyllen hurtigt brudt. Der skabes aldrig forbindelse eller forståelse mellem de to, og Elin konfronteres med sin seksuelle uvidenhed. Da Helge finder et ubrugt kondom (et af civilisationens produkter) i græsset, ved hun først ikke, hvad det er, men hun flygter, da hun finder ud af det.
I øvrigt er det iøjnefaldende, at fru Andreasen i filmens første sekunder netop viser lysbilleder af Frihedsgudinden i New York, symbolet på den vestlige civilisation.
"Slangen" på skøjtebanen (episode 14) kan ses som hentydning til Syndefaldsmytens slange i Paradis. Skøjtebanens slange fører de to drenge (Niels Ole og Gert) til det forbudte syn af kvindens køn, af seksualiteten. Og dette billede bliver Niels Ole mindet om midt i skovscenens paradisidyl. Nemlig da Majbritt klodset falder over en træstub. Hendes kommentar: "med spredte ben" viser ham, at drømmepigen har en seksualitet, og at hun er bevidst omkring den.
Det kunne være fristende at gå på jagt efter æbler i Kundskabens træ for at få kabalen til at gå op. Med fare for overfortolkning, kan jeg ikke lade være med at bemærke, at Majbritt netop står og sælger æbleskiver ved Niels Oles første møde med hende (julebazaren, episode 11). I en af indstillingerne ser man Majbritt fra Niels Oles point of view, mens hun med stor nydelse sætter tænderne i en æbleskive, som hendes veninde med en gaffel holder op foran hende. Denne indstilling er under alle omstændigheder vigtig for etableringen af Majbritt som en meget sanselig person.
Ved slutningen af filmen har hovedpersonerne gennemgået en stor udvikling og er mange erfaringer rigere. De fleste har mentalt både været i paradis og i helvede. De har erfaret deres seksualitet (som Adam og Eva erfarer, at de er nøgne). Men vigtigst af alt har de erfaret deres egen ondskab, og prøver uafhængigt af de voksne autoriteter at opbygge en bedre moral. Se, det er livskundskab!
Konklusion
Nils Malmros' mål med Kundskabens træ har været at sætte sin egen erindring på film. Hans mission med at skabe et detaljerigt realistisk univers vil han fuldføre gennem en række konsekvente form- og stilvalg. Det realistiske univers er opbygget ved en gennemtænkt brug af diegetiske virkemidler, både på lyd- og billedsiden. Endvidere indeholder historien dybe tematiske aspekter, der gerne skulle vække tilskuerens inderste følelser. Endelig rummer filmen også stof til eftertanke, og inviterer med sin titel til fortolkninger. Målet synes derfor også at være, at få tilskueren til at erindre sin egen barndom og tænke over denne. Vor kulturelle myte om det uskyldsrene barneparadis manes i jorden. Filmen viser, hvilken skadelig indflydelse et moralsk og tabuiseret miljø kan have på de mennesker, der lever i det. Filmen vækker også varme følelser. Kærligheden er trods alt en potentiel mulighed i dette miljø. Men den svage hovedperson Elin må bukke under for ondskaben.
Instruktøren har ikke konsekvent forsøgt at repræsentere verden med en form, der ligger så tæt på virkeligheden som muligt. I stedet minder formen i høj grad om erindringsoplevelsen. Mange små episoder, nogle med større betydning end andre, glider over i hinanden i erindringsstrømmen. Men filmen er trods alt struktureret, så den ikke blot fremstår som tilfældige associationer, men derimod rummer en vedkommende, menneskelig fortælling.
Kundskabens træ er noget så sjældent som en humoristisk, menneskevarm tragedie. På grund af den personlige stil og historie må man sige, at filmen er en sand auteur værdig.
Noter
1. Dette fremgår af en ugeplan for filmoptagelserne, der er afbildet i Mogensen s. 25.
2. Ifølge Ulla Buddigs artikel s. 8.
3. Ifølge Mogensen s. 78.
4. Episoden beskrives i Mogensen s. 112.
5. Fremgår af Henrik Jul Hansens artikel, s. 43.
6. Kilde: Mogensen s. 73-74.
For nærmere uddybning af noterne, se litteraturlisten.
Filmens plot - Liste over de enkelte episoder
Lysbilledfremvisning med skældud
Pigerne strikkeklub holder møde
Klasseværelset - bødesystemet indføres
Svømmehallen
Dissektion af ræv på skolen
Bageren
Jørn og Flemming dissekerer ræv i en kælder
Danseundervisning
Julestemning på skole - klasseværelse/kor
Anne-Mettes hjem
Julebazar, Niels Ole møder Majbritt, Elin i Syndens Hule
Julegudstjeneste i domkirken
Elins mor finder sølvdollar
Skøjtebane/Elin inviterer Helge hjem/Slangen
Matematiktime
Anne-Mettes ungdomsgilde
Skov - idyl
Eksamen i gymnastiksalen
Sommerferie, Botanisk Have
Introduktion til lejrskole - i klasseværelset
Skolegårdsfest, kinddans
Lejrskole, Troldeskoven, ting under bordet
Anne-Mette forlader Elin - klasseværelset
I Elins hjem
Konfirmation - udenfor kirke
Niels Oles ungdomsgilde
Klasseværelse - Niels Ole ser billeder
Vinter - piger på ski/Elin hjemme
Omklædningsrum
Matematiktime - Mona ved tavlen
Elins ungdomsgilde går i vasken
Mona holder ungdomsgilde
Skole, tysktime, Elin mobbes
Lancierbal, frokostbord,Majbritts knæhaser, Elin og Monas opgør
Litteraturliste
Bordwell, David & Kristin Thompson: "Film Art - An Introduction, 3rd edition" - McGraw-Hill, 1990
Budding, Ulla: Interview med Nils Malmros - Artikel i Pråsen 23/1981
Conrad, Karen: "Drengedrømme. Nils Malmros - en auteur" - Forlaget Amanda, 1991
Daneskov, Lars & Kim Kristensen: "Nils Malmros - Portræt af en filmkunstner" - Forlaget Hovedland, 1989
