|
body {
// background-color: black;
background-color: #363142;
color: #FFFFFF;
font-family: Trebuchet, Arial, sans-serif;Arial, sans-serif;
//background-image: url('http://www.kundskabenstrae.dk/top-filer/main_bgfixed.gif');
// background-attachment: fixed;
}
h1 {
color: #edc487;
font-size: 4;
font-family: Trebuchet, Arial, sans-serif;
font-size: 400%;
}
h2 {
color: #ffffff;
font-size: 3;
font-family: Trebuchet, Arial, sans-serif;
font-size: 300%;
}
h3 {
color: #edc487;
font-size: 3;
font-family: Trebuchet, Arial, sans-serif;
font-size: 300%;
}
h4 {
color: #ffffff;
font-size: 2;
font-weight: bold;
font-family: Trebuchet, Arial, sans-serif;
font-size: 200%;
}
h5 {
color: #ffffff;
font-size: 1;
font-family: Times New Roman, Arial, sans-serif;
font-weight: italic;
// line-height: 1.6;
}
/*
strong {
font-weight: bold;
}
*/
|
|
| Sådan var det i 50'erne
Birte Kristoffersen (bk), Randers Amtsavis, 24/11 1981
- gengivet med tilladelse af avisen
Elin (Eva Gram-Schjoldager). Deouten er begyndt.
"Kundskabens Træ"
Instruktion: Nils Malmros
(Grand Teatret)
"Kundskabens træ" er en dejlig film - varm og sjov og grum, nøjagtigt som man husker virkeligheden i 50'eme. Det er klart, for Nils Malmros borger for indfølingsevne og kvalitet.
Vi følger 17 børn fra 2. mellem til afslutningen i 4. mellem og de vokser og udvikles på en helt naturlig måde, for filmen er optaget over to år - netop med det formål. De 17 er en skoleklasse i Århus - men det kunne være hvorsomhelst. Sådan var det i 50'erne. Hænderne sad løst på lærerne, og man indkasserede sine velfortjente? lussinger med overlegen mine... Klikerne i klassen blev dannet og opløst, og man følte sorgen, når bedsteveninden pakkede sin taske og flyttede til et nyt bord... Drengene inklinerer, sagde danselæreren, og man oplevede et minut i intens spænding, fordi hvem-som-helst dog var bedre end ingen... Hvad drengene følte ved et afslag - det tænkte vi aldrig på. Alt dette og meget mere fortæller "Kundskabens træ".
Der er skæg og ballade, mens pigerne og drengene overlever puberteten. Der er forelskelser, sejre og nederlag og megen sorg iblandt.
Noget af det bedste er næsten de nære portrætter af fnisende piger på 13 år og drenge med solidariske smil til hinanden og masser af blink i øjet, mens de sender utallige små sedler gennem klasselokalet og håber på en hemmelig tur med den udkårne. Det skulle bare være kinddans og et kys og et klem, måske - ikke noget med at "gå i seng sammen". Det var for tidligt - dengang.
Men fantasierne om det seksuelle fejlede ingenting, og de obligatoriske ørenfigner faldt på stribe, efterhånden som de frækkeste tegninger tonede frem på den sorte tavle. I delte miljø blev pigen Elin syndebuk - eller "hakkekylling", som vi kalder det i dag. Hun blev i en periode mobbet af klassen, men hvorfor? Det er så lidt, der skal til - og det et Nils Malmros' fortjeneste, at vi ikke bare synes, det er synd for Elin, men også fatter lidt af baggrund og sammenhæng.
Det handler om spillet mellem mobber, hakkekylling og medløbere. Det kaldte vi det ikke dengang, og derfor bruges de nye ord naturligvis ikke. Men meningen er den samme. Det essentielle: Hakkekylling (offer) i dag - mobber (bøddel) i morgen - kommer tydeligt frem i forholdet mellem Elin og pigen Mona.
Det begyndte med, at Elin, som er den ældste i klassen - og mest kvinde - spillede lidt for meget på sine fortrin. Køn og koket gav hun langt flere løfter, end hun kunne overse, langt mindre indfri, men hendes halvt ubevidste sex-signaler nåede pubertetsdrengenes antenner som små lyn. En af dem følte hendes afvisning "da det kom til stykket" som et nederlag, og hvad er så mere nærliggende end hævn. Sådan startede hetz'en med hvisken og tisken og øgenavne og "ud i kulden med dig" - og sådan fortsatte det i næsten et år - til trods for, at medløbeme til slut måtte spørge sig selv og hinanden: Hvad har vi egentlig imod Elin? Hvad har hun gjort?
- Ingenting, bortset fra at være en lille smule anderledes på et alderstrin, hvor det er forbudt.
Medløbernes modenhed kom til udtryk, da de spurgte: Hvorfor? og da de besluttede at danse Elin ind i varmen. Desværre stak Mona en kæp i hjulet. Det var ondt, men Mona var ikke en pige med overskud til hensyn. Hun havde længe været "ude i kulden" og offer for øgenavne. Nu havde hun netop kæmpet sig ind i gruppen, og med den pludselige accept af Elin så hun sin nye og herlige position truet.
"Kundskabens træ" er også historie - kulturhistorie, skolehistorie og historie om køns-rollemønstret og klædedragten - men samspillet blandt 17 i en skoleklasse er sikkert - på mange måder - hejst nutidigt.
(c) Birte Kristoffersen (bk), Randers Amtsavis, 24/11 1981
- gengivet med tilladelse af avisen.
