Dansk film i international klasse

Instruktøren Nils Malmros hører som forfatteren Klaus Rifbjerg til de få, som kan erindre på vores andres vegne

Johs. H. Christensen, Kristeligt Dagblad, 13/11 1981
​- gengivet med tilladelse af forfatteren

Pastoralescenen. Niels Ole og Flemming har fulgt efter Maj-brit og Ina.

Kundskabens træ. dansk,
instr.: Nils Malmros,
prem. 13.11., Dagmar, Tivoli Bio,
Biografen l +2+3, Århus,
Scala Bio Center, Ålborg,
Biocenter, Odense  

Med Kundskabens Træ præsenterer Nils Malmros sin tredie egentlige spillefilm, og for tredie gang genskaber og afsøger han en barndomsverden mættet med træk og detaljer og konflikter så almene, at de kan genkendes af enhver. Men alligevel en verden, der lokaliseres nøjagtigt i tid og sted: Århus i halvtresserne.

Det er pæne folks børn, der befolker filmen. Borgerskabets børn i Katedralskolens mellemskoleklasser. Men ved at vælge et miljø, hvor børnene ikke hæmmes af sociale skævheder og problemer skaffer Malmros sig mulighed for udelukkende at koncentrere sig om det almene og typiske i deres indbyrdes forhold: Alle de spegede situationer, der kommer af, at piger og drenge jo uvægerligt drømmer om og tiltrækkes af hinanden og derfor søger sammen på alle tænkelige akavede, pudsige, pinagtige eller overstadige måder.

For så vidt er Kundskabens træ en kollektv film, som den handler om og følger en enkelt klasse gennem ca. tre år, fra børnene er 12 til de er 15 år. Og dog har den en hovedperson, som man ganske vist ikke kan få at se, men som styrer børnene som en art marionetter og bestemmer deres mindste reaktioner - ofte uden at de selv ved af det eller forstår det. Hovedpersonen er naturligvis den kundskab, der hentydes til i filmens titel, den kundskab, der uerkendt er tilstede i børnene, og som de ubevidst er på sporet af. Den kundskab, der i den bibelske beretning, titlen hentyder til, betyder den barnlige udskyldstilstands ophør. Hver eneste situation i filmen, hver eneste af personernes reaktioner bestemmes af seksualiteten som en mægtig, vågnende kraft. Nogle få gange konfronteres en af personerne direkte med den og skræmmes og paralyseres. Men hele tiden er den fysiske uro, den ubestemte længsel, nysgerrigheden til stede og driver drengene mod pigerne og pigerne mod drengene. Akkurat i det øjeblik, det erotiske er vågnet til klar identitet i personerne, slutter filmen. Symbolsk nok med et skolebal.

Kundskabens træ er således i ekstrem grad en pubertetsfilm, og en enestående pubertetsfilm. Den har ganske simpelt international klasse - for nu at sige det helt afdæmpet. Nils Malmros sidder inde med så intens en evne til at huske og gengive pubertetens mange, sære, forstemte og iltre situationer. Der er i hele filmen en fortættet erindringsfylde og stemningspræcision, så at man gang på gang reagerer med et: Ja, sådan var det jo! Som Klaus Rifbjerg hører Malmros til de benådigede få, som er i stand til at erindre på alle vores andres vegne.
 

Humor og alvor

Men tro nu ikke, filmen bare nostalgisk kigger tilbage på en svunden idyl. Den hjerteløse hakkeorden mellem børnene, de hastigt skiftende sympati- og magtrelationer observeres nøje, og det er ganske uhyggeligt at være vidne til, hvordan en af pigerne til dels uden egen skyld fryses ud af miljøet og frister en forkommen tilværelse helt uden sine sippede, småborgerlige forældres forståelse.

Ellers er det alle historierne og situationerne fra den gang, filmen samler ind og føjer sammen i en næsten to timer lang frise. Heldigvis giver den sig god tid: Ungdomsfesterne, genert kinddans under slukkede lampetter, pigernes fnisen og drengenes brovten, de første tilløb til erfaringer med spiritus, tidlig kærestesorg og sprød forelskelse, den stille murrende uro i timerne på skolen. Og det alt sammen fordyber Malmros sig med en humor og en alvor, der genskaber følelser og stemninger og situationer i deres fulde kompleksitet og nærvær. Der er en agtpågivenhed og pedantisk omhu i den film, som ville være grotesk, hvis ikke det hele var så vellykket.

Vellykket! Også fordi Malmros har et teknisk og professionelt greb om mediet, der går lige op med hans evne til visionært at genkalde sig den svundne tid. Der er ikke ret mange falske betoninger eller usikre blikke og bevægelser i den film. Den er ganske simpelt genneminstrueret. Og billederne er et eventyr for sig: En fotografering så blød og anskuelig. De mange scener i mørke og halvmørke er filmet sådan, at man lige nøjagtigt kan se, hvad der går for sig, eller lige nøjagtigt ikke kan se det - ligesom de involverede personer.

I Malmros to tidligere film, Lars Ole 5.c. og Drenge har man ikke kunnet undgå at få øje på hans talent. Efter Drenge (1977) var der nogle, der mente, at nu burde han søge lidt væk fra barndomsskildringerne. Alligevel forsøgte han sig en tredie gang. Godt at han turde. For Kundskabens træ er indtil mindste detalje præget af et talent, der er sikkert og modnet og frit. Herfra kan han gå videre.

(c) Johs. H. Christensen, Kristeligt Dagblad, 13/11 1981
- gengivet med tilladelse af forfatteren.

Flere danske
premiereanmeldelser