En rigtig tv-film

Chr, Dagbladet Roskilde, 16/3 1982
- gengivet med tilladelse af avisen
 

Jørn danser med Elin med translokationen. Willy Bonde vil også.
 

​"Kundskabens Træ" er ikke den »følsomme, fascinerende og rørende morsomme film«, som der står i annoncen for filmen. Og den er absolut ikke så fantastisk, at det berettiger den til at blive kaldt Verdens bedste film i 1982, som de danske film-kritikere har gjort. Filmen kom mandag op i Kino.

Bag filmen står den århusianske instruktør Nils Malmros, der har lavet to andre film om sin ungdom.

Kundskabens Træ foregår i 50'erne, hvor Malmros selv gik på Århus Katedralskole. Her foregår filmen også, og handler om problemet med at blive voksen.

Det gør Malmros på en pæn og sober måde, og kommer meget godt rundt om emnet. Men ærligt talt er det hele lidt kedeligt.

Malmros forstår ikke at udnytte biograf-lærredets muligheder. Billederne er lyse og pæne, men hele filmen minder for meget om en lysbilled-serie. Der er meget lidt bevægelse i billederne - umiddelbart får man den tanke, at fotografen har holdt frokost under det meste af optagelserne, mens han har ladet kameraet køre.

Malmros må lære, at film ikke er det samme som filmatiseret teater, og at han ikke arbejder for tv-teatret. Filmen vil sikkert virke væsentligt bedre i fjernsynet.

Malmros er blevet meget rost for sin instruktion af børn. Alle skuespillerne er en 15-16 år, og naturligvis derfor amatører. Det kan mærkes i filmen, og det kan netop mærkes fordi, Malmros vælger sine skuespillere efter udseendet, og ikke efter talent. Børnene skal ligne de elever, som Malmros gik og havde problemer med på Århus Katedralskole.

Selv er Malmros filmens Niels Ole. Klassens førende dreng - ombejlet af klassens piger. Men han forelsker sig - til pigernes vrede - i Maj-Britt, der går i klassen under.

Personen Niels Ole er den mest problematiske i filmen. For selv om Niels Ole sikkert ligner Malmros' eget billede af sig selv som 15-årig knægt, virker han aldrig overbevisende i rollen som den stærke dreng, der ikke er så stærk igen. Han kan sige en replik, så den lyder naturlig, men han får os aldrig til at tro på sin rolle.

Filmen skrider langsomt fremad i handlingen, og det er ofte uklart, hvornår i tiden vi befinder os. Filmen er nemlig optaget over en periode på to år, og foregår ligeledes i en tilsvarende periode.

Men selv om filmen har mange svagheder, er den ikke dårlig. Der er mange gode og morsommme replikker, og filmen forstår bedre end mange andre film om samme emne at skildre problemerne. Og er man fra Århus, kan man glæde sig over de mange smukke billeder fra Århus og omegn. Er man ikke fra Århus, kan man i stedet more sig højlydt over den specielle ÅÅrrhuus-dialekt.

(c) chr, Dagbladet Roskilde, 16/3 1982
- gengivet med tilladelse af forfatteren

Flere danske
premiereanmeldelser