Pubertetens dunkle verden

Nils Malmros' nye film "Kundskabens træ" er en autentisk og indfølende pubertetsfilm

Dan Nissen, Socialistisk Dagblad, 20. november 1981
- gengivet med tilladelse af avisen
 

​Iml's bord ved translokationen; i midsten Maj-brit i blå balkjole.

"Kundskabens træ"
Danmark.
Instr.: Nils Malmros
Dagmar. Tivoli Bio, samt i Århus, Alborg og Odense.

1 1973 udsendte instruktøren Nils Malmros sin film "Lars-Ole 5c". i 1977 fik vi "Drenge" og i år "Kundskabens træ". Med den afslutter Nils Malmros sin trilogi om pubertetens vanskelige år. Der er tale om en erklæret personlig film, der derfor naturligt er henlagt til tiden og stedet for inslniktørens egen pubertet: Århus i 50erne. Og lad det være sagt med det samme: Malmros' trilogi er et enestående værk i dansk film.

Med "Kundskabens træ" har Malmros villet skildre den udvikling børn gennemløber både personligt og sexueit fra 13-års alderen og et par år frem. Med vanlig insisteren på autencitet har Malmros optaget filmen over to år for netop at få den fysiske udvikling med - ikke som pynt, men som en helt central del af det historien handler om.

Fra at være børn, der rynker på næsen af de stores latterlige kinddans i mørke begynder de selv at imitere den og ender med at benytte den som indgang til den kildrende oplevelse det er at være forelsket. I takt med denne udvikling sker der mere eller mindre markante forskydninger i gruppens interne mønster. Nogle skubbes ud, andre skubber sig ind og forelskelserne passer kun sjældent sammen i al for lang tid ad gangen.
 

ET KOLLEKTIVPORTRÆT

Filmen er et kollektivt portræt af en gruppe klassekammerater. I centrum står Niels Ole, Malmros' alter ego, og Elin, pigen der er Malmros' dårlige samvittighed, pigen der blev skubbet ud i mørket. Hun er tidligere udviklet end de andre og er den der tager teten i de første spæde forsøg på kinddans i mørke, men endnu kan drengene kun fnise af det. Men hun køres ud på et sidespor og bliver efterhånden offer for klassens psykiske terror. Årsagen er måske jalousi fra de andre piger, kombineret med den "flinke" Helges udhængning af hende, da hun afslår hans tilnærmelser. For i virkeligheden er hun ikke den sikre og mere-voksne pige de andre anser hende for, og hendes forældre våger over hendes dyd som høge hvad der naturligvis kun gør den forbudne frugt endnu mere tillokkende, men osse farligere.

Niels Ole er lun på Maj-Britt, der går i klassen under, og det er naturligvis heller ikke populært blandt pigerne i hans egen klasse. Som næsten alle andre i filmen svigtes han dog og oplever smerten ved at blive vraget, og det på et tidspunkt hvor, man er allermest øm over sine følelser og derfor tror, verden er ved at gå under.

Det er filmens styrke, at den skildrer disse så kendte forhold med en dyb solidaritet. Den tager følelserne alvorligt på de unges præmisser. Her er ingen bagklog voksenpegefinger eller billige effekter der gør det til rørende optrin. For de unge og for Malmros er det seriøse ting.
 

EN INSTRUKTORS MORAL

Hermed er handlingen for så vidt refereret og samtidig er der dog intet sagt om hvad der foregår. For handing er der ikke meget af i traditionel forstand. Fortællingen består af kortere eller længere scener der afløser hinanden i tilsyneladende tilfældig rækkefølge. Men tilsammen giver de et knivskarpt og præcist billede af denne almene situation. Det foregår ikke på handlingsplanet, men i bevægelser, blikke og mimik, der netop ikke er mimik, men næsten fremgår som om det var den skinbarlige virkelighed, som om vi ikke var tilskuere til en film der fortalte en historie, men til en virkelighed der udspiller sig for vore øjne.

Det kunne Ivde som impressionistisk kaos, men alligevel falder det hele på plads i filmens totale udsagn. Årsagen, tror jeg, er at filmens sammenhængskraft ikke ligger i dens egen struktur, men i den moralske holdning Malmros har til det han skildrer. Malmros er for mig at se dybt blufærdig i sin holdning til historien og personerne. Han maser sig aldng på, tramper aldrig i pointerne, men lader dem tale med dæmpet stemme for sig selv. Scenerne blændes ned på tilsyneladende forkerte steder så enkelte bemærkninger eller handlinger får lov at stå og vibrere i luften før filmen så tager fat et helt andet sted. Det er den holdning, der for mig at se bevirker, at filmen fremtræder som "skiver af virkeligheden".
 

HALVTREDSERNES INDRE VIRKELIGHED

Det understreges af Malmros' uanmasende brug af 50er-miljøet. Del bliver aldrig sentimental nostalgi eller et raritetskabinet hvor de unge i 30erne med genkendelsens glæde kan høre datidens radiostemmer, se datidens mode, datidens Bio Foska pakker eller hvad der nu ellers plejer at vare gængse pejlemarker for erindringen. Miljøet bliver en næsten anonym ydre ramme for det der er vigtigst: det indre følelsesmæssige forløb og den udvikling der osse var bundet til 50eme for så vidt som kønsmoral ikke er noget der er hævet over tiden.

Filmens uhyre fintmærkende stemningsformidlende kvalitet opdager man måske først når det går op for en at førstedelens lyse og lette tone pludselig er blevet mørkere og mere tragisk. Her er Elins situation i centrum. Dette skift sker uden dramatisk understregning, men antydes gennem detaljer som farvesalning og lys, der gør den blide og kønne Elin mere smertefuld og bleg.
 

DRAMATISERING​

Kun et par steder forlader filmen denne helt udramatiske tone og understreger nogle scener der får symbolsk betydning. En scene på en skøjtebane bliver Niels Oles første mulighed for at se en kusse, stum står han som pubertetsdreng og ser hvordan de større trækker trusserne af en pige i skæret af en dynamolygtes blafrende Ivs. Og senere på en koloni, har de en leg, hvor forskellige ting skal passere fra hånd til hånd under bordet: fisk, medister osv., der hos børnene ubevidst vækker afsky og samtidig fnis.

Sexualiteten bliver her de dramatiserede højdepunkter og nogle symbolske knudepunkter tor den handling der næsten ikke er. Den mangel på ydre handling og på pointeret fortælling kan godt give bagslag, så filmen opleves som for forsigtig, for sart overfor sit emne, der ikke lager skade af et lidt fastere greb.

Men Malmros har valgt sin stil som han har udviklet gennem de otte år, hvor han på film har kulegravet sin egen pubertet. Det er der kommet andet ud af end bekendelseslitteratur.

I en tid, hvor de der sidderpå pengekassen i branchen taler om professionalisme og håndværksmæssig kunnen som en slags løsen for dansk films indholdsmæssige elendighed, er det værd at bemærke, at Malmros ikke er professionel. Han er såmænd en lægestuderende fra Århus, der blev inspireret af "Jules og Jim" til selv at gå i gang. Det vigtigste er at have noget på hjertet.

(c) Dan Nissen, Socialistisk Dagblad, 20. november 1981
- ejerløs avis, gengivet efter Mediastream. 

Flere danske
premiereanmeldelser