KT-kulten i Aarhus

Useriøst seriøse klassiske filologer fejrede Malmros i begyndelsen af 1990'erne

 
​Webredaktøren ses stående (th.) med en kasse med en græstørv fra Botanisk Have med tilhørende bortkastet præservativ. Længst tv. ses roomien, Erik Kristensen, der i dag er formand for Klassiskerforeningen.

  
Viborgvej 22, Aarhus. I begyndelsen af 1990'erne holdt foreningen af klassiske filologer - Klassiske Filologers Kulturkreds - en række arrangementer med afsæt i "Kundskabens Træ" og det øvrige Malmros-univers.

Mit hår sidder pænt og vandkæmmet. Skoene er nypudsede, butterflyen sidder som den skal. For en sikkerheds skyld tjekker jeg endnu engang, at der ikke er et stykke med bart mellem de ternede, knæhøje strømper og mine nystrøgne knickers.

Allerede på vej hen mod det røde murstenshus på Viborgvej, overfor Amtssygehuset, kilder det i maven. Hvem kommer i aften? Kommer Niels Ole og ham Gert fra sidst, og hvad med Maj-Britt, kommer hun?

Jeg er på vej til endnu en Kundskabens Træ-aften, arrangeret af Klassiske Filologers Kulturkreds. Normalt er det Cicero, Cæsar og Horats de giver sig af med, men i ny og næ kaster de latin- og oldgræsk-studerende fra Aarhus Universitet sig altså over Malmros' fantastiske univers.

"Kom og dans i Syndens Hule, vi har en spændende partner til Dem!" Det hvide sandwich-skilt er svært at overse i den smalle gang, der fører op til Kulturkredsens lokaler. Skiltet er en eksakt kopi af det fra filmen, blot er det her ikke en af de store fra IIx, men kredsens sekretær, der med tillagt, gæv 1950'er nordårhusiansk accent råber ned gennem gangen: "Kom og dans i Syndens Hule, vi har en spændende partner til Dem!"   

Efter at have lagt overtøjet træder jeg indenfor, hvor festen skal holdes.   

Der er dunkelt og indelukket. På en hvid væg vises sort/hvide lysbilleder af Manhattans skyskrabere. Den snurrende lyd fra lysbilledapparatets blæser afbrydes nu og da af hvisken og fnisen. Billedet skifter til et overblændet billede af Frihedsgudinden: "Fru Andresen, er det en soft ice, hun står med?" Svaret kommer prompte, næsten snerrende. Men jeg overraskes af at Fru Andresen's stemme lyder ret mandig!: "Hold så op med det vrøvl!"  Den fnisende stemme fra mørket prøver igen: "Fru Andresen, det ligner altså en soft ice."    
"Ja, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du sýnes det ligner, men det er altså en fakkel."
 

Festen er godt igang. Det er en sand hyldest til Kundkabens Træ og til dén verden af uskyld, som for længst er forsvundet, men som man stadig har lov at drømme sig tilbage til.   

Ikke en dråbe alkohol er at spore, kun gule citronvand fra det lokale bryggeri står på bordene. Jeg snupper en, og prøver at falde ind i rollen. Men dette er kun de indledende manøvrer.  

Om lidt når de sidste gæster er kommet, vises hele filmen; selvfølgelig!, fristes man til at sige. Alle tager plads i sofaen og på madrasserne, der er lagt ud foran fjernsynet. Rummet fyldes af de inciterende toner fra Benny Goodmans klarinet, og den helt unikke lyd af "The Man I Love", i dén helt specielle indspilning, som får enhver Kundskabens Træ-fanatiker til at gyse i erkendtlighed breder sig blandt gæsterne, ja, tilmed langt ud på gangen.  

Halvejs inde i filmen bliver jeg nødt til at undskylde mig og forlade selskabet. Den gule citronvand har gjort sin gerning: "Undskyd, hvor er toilettet?"
 

Novra! Stor er min overraskelse og glæde da jeg opdager det elegante messingskilt på toiletsædet: "Den 21. juli 1952 kravlede vore tre små prinsesser gennem dette ØJETRÆ for at undgå engelsk syge". Her er virkelig tænkt på detaljen og kælet for petitessen.  

Tilbage ved filmen går et fad med æbleskiver rundt. Man deles om få tallerkener; "arrangørerne gider nemlig ikke vaske op," hvisker min sidemand, som vistnok i aften gerne vil kaldes Maj-Britt, men til daglig hedder Charlotte.   

Filmens sidste replikker ligger på alles læber. Jeg kan ligefem høre, hvordan flere har svært ved helt at holde mund, men til  gengæld sidder og bider sig selv i læberne for ikke at ødelægge oplevelsen for de andre.   

Nu kommer lancieren, den forløsende, glade dansemusik, som står i skarp kontrast til hele filmens afslutning. Og så, teksterne. Der er andagtsfuld stilhed mens Nils Malmros' navn står på skærmen. Alle klapper.  
 

De små lampetter på væggen og stearinlysene tændes. Folk strækker sig og rækker ud efter endnu en gul sodavand.  

"Nu er det quiztid!" proklamerer han, som før var Fru Andresen, men nu kalder sig Hr. Særlang. Og sikke nogen spørgsmål: Hvilken farve tørklæde har Ina, Maj-Britts venindne, på da de står på skøjter på stadionsøen? Hvor mange vers af "Barn Jesus i en krybbe lå" når de at synge under prøven på skolen? Det er virkelig spørgsmål for feinschmeckere, det her! Det er præmierne til gengæld også: Første præmien er en åben kasse med ægte jord fra Botanisk Have med bortkastet præservativ. Og anden præmien er et sandt orgie i marcipan og frugtfarve, en 'ægte' rød kage fra bageren om hjørnet.   

Quizzen er forbi, filmen er set, de sidste gule sodavand er drukket. Nu er det tid til at slippe tøjlerne; King George Whiskey-flasken hentes frem fra barskabet, og et par kolde øl fra køleskabet hentes mindsandten også, med undskyldende miner, bevares´. Vi er jo "kun" til ungdomsgilde!  

På grammofonen snurrer den ene jazz-single efter den anden; Chris Barber, Benny Goodmann, good-old Louis (Armstrong, forstås) og mere Chris Barber. "Nej, nu gider vi altså ik' hør' Chris Barber mer'!" lyder det flere gange i løbet af aftenen. Og hver gang skiftes single, men kun for en stund.  

I en af pauserne fra Barber, under "Basin St.Blues" med Armstrong's Hot Five, lige netop dén berømte indspilning med den lange trommesolo tager fanden ved mig: Sveden hagler af mig, og jeg kaster mig over i sofaen. På bordet foran mig står et glas med saltstænger, og i garderoben ligger en af de her røde fodpumper til at pumpe campingturens luftmadras op med. Jeg mindes pludselig den herlige scene fra filmen, hvor Villy, netop under trommesoloen beskyder sine kammerater med saltstænger fra fodpumpen. Nu er det min tur! Det er en vidunderlig oplevelse både at ramme de andre, men også at se deres glæde i ansigterne da de (gen)opdager endnu en scene fra filmen. Det er i virkeligheden dét, de her aftner går ud på, tror jeg.  

Udmattet læner jeg mig tilbage i sofaen; hvor ville jeg ønske her var en Ki-Ki at gå tur med! Lidt frisk luft og en tur gennem skoven ville gøre underværker!  

'Thorkild' sætter sig tungt ved siden af mig. Han er synligt imponeret over aftenens arrangement, og nyder nu en stille cocktail af whiskey, lidt gin og lidt rom. "Jeg tror den vil smage helt godt, hvis du også kommer et cigaretskod i!" griner jeg til ham. Han griner venligt tilbage.   

Kulturkredsens arrangementer er kommet for blive. Ingen tvivl om det. Kredsens medlemmer har således hvert år ved juletid været forbi den rigtige Århus Kathedralskole for at indtage gloegg og æbleskiver i de rette omgivelser. Men på dagens gymnasium har de latin- og græskstuderende endnu ikke fundet hverken Maj-Britt eller Niels Ole.   

Men så er det da godt, at de selv kan levere varen!  
  

Hans Wendelboe Bøcher
mail@hanswendelboe.dk   
tidligere Aarhus, nu Horne, Vendsyssel
mangeårig Malmros-conessieur,
webmaster, kundskabenstrae.dk.