Eksamensopgave, Aalborg Seminarium 1997, af Rikke Riis Nielsen og Susanne Ramsgaard
- gengivet med tilladelse fra forfatterne.
Forord til netsurefere (2005)
Denne opgave blev skrevet i foråret '97 i forbindelse med vores danskeksamen på Ålborg Lærerseminarium. Vi har altid været meget fascinerede af Nils Malmros' film, og det var derfor naturligt for os at kaste os over "Kundskabens Træ", da vi skulle skrive vores danskopgave. Opgaven "Kundskabens Træ" er selvfølgelig en 'traditionel' bearbejdning af filmen, men samtidig har vi løbende forsøgt at sætte den i relation til danskfaget i folkeskolen.
Arbejdet med opgaven var en utrolig spændende periode, som kostede os mange timer, overvejelser, Marie-kiks og bolsjer, så vi håber;, at opgaven bærer præg af, at vi havde stor fornøjelse af at skrive den.
Du skal være velkommen til at lade dig inspirere, samt citere fra denne opgave, når blot du husker at henvise til denne opgave som kilde.
God læselyst!
Rikke Riis Nielsen og Susanne Ramsgaard
Indledning
Vi vil i denne opgave skrive om Nils Malmros' (NM) film Kundskabens Træ. Flere af hans film har fulgt os igennem vores opvækst, og det er specielt "Kundskabens Træ", vi husker. Filmen omhandler nogle evigtgyldige eksistentielle konflikter - tabet af uskylden, opgøret med voksne autoriteter og klassedynamikker.
Set i bakspejlet har disse temaer været aktuelle for os selv på det tidspunkt, hvor vi har set filmen første gang. Vi tror derfor, at filmen har været med til at sætte nogle ting i perspektiv. Vores egen begejstring for filmen skal naturligvis ikke være det eneste argument for at bruge den i en danskundervisning. Men filmen har rørt os dybt, og den rummer nogle menneskelige konflikter, som, vi også mener, er nærværende den dag i dag.
Filmskaberen Nils Malmros
Nils Malmros (NM) er født den 5. oktober 1944. Han voksede op i en velstående familie, idet hans far var professor ved Århus Kommunehospital. Han tilbragte de første skoleår i en almindelig folkeskole, og først da han skulle i mellemskolen, blev han optaget på Århus Katedralskole.
Allerede i skoletiden havde han en lyst til at efterligne store kunstnere. Dette gav sig bl.a. udslag i opsætninger af selvfortolkede teaterstykker af Shakespeare, kopier af Palle Nielsen træsnit, og senere kastede han sig ud i at efterligne Børge Mogensen møbler.
NM lod sig altså kraftig inspirere af tidens store navne. Al kunst starter vel med en efterligning, og det var således franskmanden Truffauts film "Jules og Jim", der satte skub i NM´s første film "En mærkelig kærlighed" (1968). Filmen gik i to dage og var en total fiasko.
Dette slog imidlertid ikke NM ud. I 1969 begyndte NM således på sin anden film "Lars Ole, 5.c", som er en erindringsfilm fra hans egen skoletid. Filmen blev, ligesom hans efterfølgende film, en stor succes. I 1977 fulgte filmen "Drenge", som er en udviklingshistorie i tre afsnit, der beskriver barndommen, gymnasietiden og tiden umiddelbart derefter.
Som en naturlig forlængelse af dette opstod ideen til "Kundskabens Træ" (1981), der foregår i mellemskoletiden. Hermed havde han igennem de tre film fået fortalt om hele sin opvækst i 50´ernes og 60´ernes Århus.
Herefter kom "Skønheden og Udyret" (1983),"Århus by Night" (1989) ,"Kærlighedens Smerte" (1992), og i skrivende stund er NM ved at lægge sidste hånd på filmen "Barbara", der bygger på Jørgen Frantz Jacobsens færøske roman Barbara.
Elin afviser Helge på trappen efter den hemmelig tur i Botanisk Have.
Syndefaldsmyten
Titlen "Kundskabens Træ" er symbolsk, idet den henviser til Syndefaldsmyten i Det Gamle Testamente. I første Mosebog, kap. 3,2-7 lyder det: ""Vi må gerne spise af frugterne på træerne i haven, men frugten på det træ, der står i midten af haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø." Men slangen sagde til kvinden: "Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbne, så bliver I som Gud og kan kende godt og ondt." Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog frugten og spiste. Hun gav den til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet."
Det får altså synlige konsekvenser for Adam og Eva, at de spiser æblet af træet til kundskab - deres øjne åbnes.
Udtrykket "godt og ondt" beskriver den dualistiske måde, vi opfatter verden på. Det enkelte menneske oplever verden subjektiv, og derfor er det ikke verden, der er fyldt med modsætninger men det enkelte menneske, der rummer dualismen. Når mennesket først har erkendt godt og ondt, kan det overskue yderpunkterne og bliver derved i stand til at begribe helheden. Man får en følelse af helhed, øjnene åbnes for verdens nuancer og yderpunkter, men samtidig vil man uværgeligt føle sig spaltet, da man kun kan befinde sig eet sted.
Syndefaldsmyten er som alle myter en fortælling udenfor tid og rum, og derfor er den almen gyldig for mennesket. Myten er et bindeled mellem opslugthed og refleksion. Barnet rummer begge egenskaber, det er både i stand til at hengive sig til opslugtheden og samtidig reflektere over tilværelsen. Myten er gennem sin fortælling det tætteste, vi kommer på den oprindelige barnlige opslugthed.
Syndefaldet beskriver det, der sker i puberteten - overgangen mellem barn og voksen. Det øjeblik man har erkendt sin egen og andres ondskab og seksualitet, da er man "voksen" og vil aldrig kunne vende tilbage til barndommens uskyldighed. Titlen "Kundskabens Træ" er derfor meget dækkende for filmens indhold, idet den just behandler pubertetens problematikker.
Overblik over Kundskabens Træ
"Kundskabens Træ" kan betragtes som en kollektiv film, idet den følger en hel skoleklasse og dens personer. Selv om det er en kollektiv skildring, er der alligevel nogle personer, der træder frem, det er især Elin, som man kommer tæt ind på livet af.
Vi følger børnene i denne klasse, fra de går i 2. til 4. mellem. Dette foregår i årene 1958 - 1960. Filmen hører ind under den episke retning, da den har et forløb som i en roman. Filmen består af en række episoder, der kommer i kronologisk rækkefølge. De mange episoder er som perler på en snor, som tilsammen udgør en helhed. Vi har lavet en liste over scenerne i filmen (bilag 1), og når vi fremover refererer til steder i filmen, anvender vi denne liste.
Man kan vælge at betragte filmen "Kundskabens Træ" som et maleri. Ethvert maleri består af billedet og en passende ramme. Selve billedet vil altid blive påvirket af indramningen, da rammen har stor betydning for helhedsindtrykket af maleriet. "Maleriet - Kundskabens Træ" er bygget op omkring nogle ydre forhold som lejrskolen, skøjtebanen o.s.v., der danner rammen omkring selve billedet, nemlig personernes indre og ydre konflikter og de forandringer det fører med sig. (se bilag 2).
Anne-Mette og Elsebeth vil have Elin til at danse den første kinddans ved skolegårdsballet.
Elin er filmens egentlige hovedperson. Hun er i starten klassens mest veludviklede pige, hvilket giver hende en høj status i klassen både blandt drenge og piger. Hos drengene er hun genstand for deres drømme og beundring (svømmehallen, 5), og pigerne betragter hende som deres forbillede. Elin er foregangspige på det seksuelle område. Hun er den eneste, der danser i Syndens hule (13c) og den første til at få et kys (14). Der er stor forskel på Elins rolle i skolen og i hjemmet. Elin møder ikke megen forståelse fra forældrene. De har ikke tillid til hende, hvilket f.eks. ses ved, at Elin ikke må være alene oppe på sit værelse med Helge. Da hetzen starter mod Elin (jvf. Helge - afsnit) gør hun ikke synderlig modstand. Hun accepterer de andres tyranni (27).
Helge:
Helge er en vendekåbe. Han forsøger at smigre sig ind på de personer, han står overfor; det være sig fremtidige erobringer, kommende svigerforældre og kammerater. Samtidig bagtaler han de personer, som er ham imod.
Elin - Helge:
Helge er forelsket i Elin. Hun udstråler den seksualitet, som han søger. I starten er Elin meget smigret over Helges opmærksomhed, men da de går tur i Botanisk Have, går det op for hende, at han er mere fokuseret på det seksuelle end, hvad hun er interesseret i. I garagen afviser hun ham, da han forsøger at kysse hende (23).
Denne afvisning er et nederlag for Helge, og dette bevirker, at han starter hetzen mod Elin - giver hende øgenavnet TRL, Transportabel Rejse Luder.
Er det en naturlig reaktion, at man fortrænger sin ulykkelige kærlighed ved at svine den til?
Mona:
Mona er i starten af filmen klassens syndebuk. Fysisk set er hun ikke særlig udviklet, og hun går under øgenavnet Klister. Dette øgenavn har hun fået, fordi hun hele tiden ihærdigt forsøger at blive accepteret af pigegruppen med høj status (Elin, Anne-Mette, Elsebeth og Lene) (7). I takt med at Elin udstødes, kommer Mona ind i varmen. Toppen af klassen kommer til hendes ungdomsgilde, hvor hun kysser med Jørn, som har fået øjnene op for hendes fysiske modenhed, og til skoleafslutningen sidder hun med til højbords (39a).
Elin - Mona:
Elin og Mona står i kontrast til hinanden, idet de spejler hinanden igennem hele filmen.
Elin bliver i starten kaldt ved hendes rigtige navn og får senere øgenavnet TRL.
Mona bliver i starten kaldt for Klister, og hun opnår senere at blive kaldt ved eget navn.
Der findes i filmen to indstillinger (filmisk), der viser pigernes kvindelighed.
I starten: Elin på vippen i svømmehallen.
Senere: Mona ved tavlen i matematik.
Telefon - scenerne.
I starten: Telefonen skaber en distance mellem Mona og pigegruppen. Mona ringer og spørger Anne-Mette om lektier, pigegruppen hører på.
Senere: Telefonen skaber en distance mellem Elin og pigegruppen. Anne-Mette ringer afbud til Elins ungdomsgilde. Pigegruppen spørger nysgerrigt dertil.
Det afgørende vendepunkt for Elins og Monas rolleskift sker, da den populære del af klassen vælger Monas ungdomsgilde frem for Elins. bilag 3b.
Jørn:
Jørn står som et bindeled mellem Elin og Mona. Han er i starten vild med Elin, men efter at hun udstødes, kaster han sig over Mona i stedet. Til skolens afslutningsfest, hvor drengene bliver enige om at bryde hetzen mod Elin, er Jørn den første til at danse kinddans med Elin. Jørn er altså en medløber, der følger klassens strømninger. Mona er forelsket i Jørn, og da hun opdager, at han danser kinddans med Elin, konfronterer hun Elin ude på toilettet.
I toiletscenen (39.b) er det i starten et opgør om Jørn, men det drejer hurtigt over i en regulær kamp mellem de to piger. Elin og Mona har filmen igennem udgjort de to modpoler i klassehierarkiet. Pludselig oplever Mona, at der igen er ved at ske en bevægelse - Elin er på vej opad, og Mona indser, at det nødvendigvis må betyde, at hun vil rutsje nedad. For at der kan være balance i systemet, kræver det, at een af dem er i bunden. Mona og Elin ligger begge under for klassens intriger og magtkampe, de er brikker i et spil, som de ikke selv er herre over.
Anne-Mette (Line Arlien-Søborg) bliver krænket over, at ikke alle vil overhele klassens bøderegler.
Anne-Mette:
Elin er i starten af filmen Anne-Mettes bedste veninde, og indtil hetzen starter ligger Anne-Mette lidt under for Elin, som er mere populær hos drengene end Anne-Mette. Gang på gang oplever Anne-Mette at være lige i skudlinjen for drengenes beundrende blikke til Elin. (Første gang Jørn blinker til Elin, 4) Efter bruddet med Elin, er Anne-Mette den dominerende pige i klassen og nu helt klart leder af pigegruppen. Hun er f.eks. den, der bestemmer, hvem der skal med til ungdomsgilderne (34). Til skolens afslutningsfest får vi et helt konkret eksempel på, at de andre betragter hende som leder. Gås og Loppe kommer for at for at fortælle de andre, at Jørn danser kinddans med Elin: "Anne-Mette har I set...."(39a)
Elin - Anne-Mette:
Elin og Anne-Mette er som sagt bedste veninder, derfor er Anne- Mette egentlig den værste mod Elin, da hun går med i hetzen. Elin kunne måske godt have klaret at blive mobbet af de andre i klassen, men når den, der er tættest på en, svigter, så gør det virkelig ondt.
Bruddet mellem Elin og Anne-Mette sker til skolegårdsfesten, hvor pigegruppen stadig ser op til Elin og derfor forventer, at hun, som den ældste og mest modne, er den første til at danse kinddans. Elin vil ikke danse kinddans, og hun kan derfor ikke længere leve op til pigegruppens forventninger. Det går op for dem, at de ikke længere har brug for hende, de kan selv danse kinddans uden Elin som forbillede.
På lejrskolen bliver Elin fuldstændig lukket ude fra pigegruppen. Det sker helt konkret, da de sidder og digter en sang. Da Elin kommer, siger de indirekte, at hun er en Klister, og med deres kroppe lukker de hende fysisk ude. (Sangdigtning, 26)
Anne-Mette svigter Elin endeligt efter lejrskolen, da hun midt i en tysktime flytter væk fra Elin og sætter sig op til Lene (27).
Niels Ole:
Nils Malmros' egen person fremstår i filmen som Niels Ole (d). Niels Ole er klassens mandlige leder. Når han siger noget, så lytter man. Da de på skøjtebanen diskuterer hvem, der skal være den næste fanger, afgør Niels Ole det med et :"Nej - jeg er den" - så er der ikke mere at diskutere (16). I og med at Niels Ole er den, man lytter til, så kunne han have været den person, der havde reddet Elin. Men Niels Ole er helt opslugt af Maj-Britt og har ikke øjne for andet.
Willy:
Willy er klassens spasmager og derfor også accepteret af den øverste del af klassen. Han bevarer gennem hele filmen sin uskyld.
Han bevarer sin seksuelle uskyld - når de andre danser kinddans, så danser Willy rundt med en cola-flaske (37).
Han har gennem hele filmen en barnlig ondskab. Til eksamen sidder han og brummer, så den gamle eksamensvagt får problemer med sit høreapparat (22).
Willy er filmens personificering af uskylden, og det ser man helt konkret, da han som den eneste kravler igennem øjetræet (26).
Sekvensanalyse
Vi har valgt sekvensen vinter '58, som starter i en tysktime før jul (10), og som slutter på skøjtebanen (18), hvor Niels Ole og Gert får Frække-Gittes skød at se. Valget er faldet på netop denne sekvens, da den viser forskellen i børnenes seksuelle udvikling, der er nogle gode lys-mørke kontraster, filmens eneste vekselsyntagme findes her, og der er en speciel fin klipning i skøjtescenerne.
Lyd:
Lyden i filmen er reallyd, man hører kun den lyd, som gives af forholdene i billederne. Det bevirker, at filmen bliver mere realistisk og troværdig. Der er ingen underlægningsmusik til at gøre filmen mere spændende, sørgelig o.s.v., hvilket yderligere underbygger, at filmen er en virkelig hændelse.
Nogle reallyde bliver fremhævet, f.eks. da børnene står på skøjter (16). Her er det netop skøjtelyden, som er fremhævet, hvilket giver et sanseligt billede af skøjtescenen, man får selv en følelse og fornemmelse af at stå på skøjter. Da Frække-Gittes skød åbenbares for Niels Ole og Gert (18) er lyden af dynamolygten utrolig intens, hvilket er med til at give en stærk oplevelse af scenen.
Musikken i filmen giver stemninger og fremhæver følelser. Stille julemusik hos 1. mellem er med til at skabe en hyggelig atmosfære, og sensuel jazzmusik inde i "Syndens hule" underbygger det spændende og erotiske (13).
Lydmæssigt set er scenen, hvor skolen holder juleafslutning i kirken (14), særlig godt lavet. I scenen synges der to vers af "Barn Jesus i en krybbe lå", og der klippes ud til et totalbillede af kirken, netop som andet vers slutter. Scenens hovedhandling er, at Niels Ole og Maj-Britt sidder og "småflirter" med hinanden, og netop salmen underbygger, at det er meget uskyldigt. Under det sidste klimatiske Halleluja, ser man Maj-Britt - hun bliver næsten guddommeliggjort.
Lys:
I "Kundskabens træ" har man forsøgt at få lyset til at virke så naturligt som overhovedet muligt. Når vi ser Anne-Mette hjemme (12), er moderen naturligt oplyst fra en standerlampe. Og da Elin modtager medaljonen af Carsten (14), ser det ud som om, at lyset kommer ind af nogle vinduer fra siden.
For at give filmen et gammel præg har fotografen brugt cyan-filter, der filtrerer blåt lys fra, og et UV-filter, som tager det stærkeste af lyset. Disse filtre gør, at filmen får et dæmpet og blødt gulbrunt lys (e).
Lys og mørke er brugt meget hele filmen igennem. Alt det ulovlige, farlige og seksuelle sker i mørke, mens det lovlige og uskyldige sker i lyset. Syndens hule (13) er f.eks. et mørkt og derfor spændende sted. På skøjtebanen om dagen (16) er alt leg og uskyld. Niels Ole drister sig akkurat til at holde Maj-Britt i hånden, men om aftenen (18) i ly af mørket kan det seksuelle få frie tøjler. Her oplever Niels Ole og Gert noget ganske andet end at holde i hånden. (Vi vil senere i afsnittet "Skyld/uskyld" komme ind på lys/mørke kontrasterne)
Billedudsnit:
Scenen, hjemme hos Elin (15), starter med en totalindstilling af familiens hus. Dernæst ser vi en totalindstilling af stuen med Elin og hendes mor, og herefter følger en dialog mellem de to, hvor der skiftes mellem halvnære indstillinger af moderen og Elin. Scenen her er meget beskrivende for NM´s måde at bruge billedudsnit. Hele filmen består overvejende af nære- og halvnære indstillinger, hvor NM går tæt på personerne. Herved er han i stand til at beskrive det, der er væsentligt for ham, nemlig personernes følelser og psyke. I de mange nære indstillinger afsløres personernes ansigtsudtryk og mimik, og det kan ofte sige meget mere end ord. I scene 15 får vi således en klar fornemmelse af, hvad Elin føler, når vi i halvnære indstillinger oplever Elins reaktion på sin moders strenge påtale. Scene 15 starter ligesom mange andre af filmens scener med en totalindstilling, som præsenterer seeren for, hvor vi befinder os og hvilke personer, der indgår i scenen.
De tomme pladser:
NM´s brug af de mange nære billedudsnit er tæt beslægtet med hele hans antydningsstil. I denne sekvens er vi flere gange vidne til, hvordan Anne Mette oplever, at drengene beundrer Elin. Dette sket f.eks. til korsang (11) og ved Syndens hule (13). Anne-Mette siger intet i ord om, at hun er overrasket og måske også en smule jaloux, men hele hendes måbende ansigtsudtryk er mindst lige så afslørende. NM serverer altså ikke det hele på et fad, den enkelte seer må selv fylde de tomme pladser ud og selv fornemme, hvad der virkelig rører sig.
Kameravinkel:
I de to scener, hjemme hos Anne-Mette (12) og hjemme hos Elin (15), er det interessant at lægge mærke til kameraets vinkel. Hjemme hos Anne-Mette er det scenen igennem moderen, der sidder ned og Anne-Mette, der står op. Anne-Mette ses igennem frøperspektiv, og hun fremstå derved stærk. Det stemmer godt overens med handlingen, idet Anne-Mette vinder en sejr over moderen i deres kamp om, hvorvidt moderen skal hjælpe Anne-Mette ud af hendes pengeknibe. Moderen er filmet i normalperspektiv, så hun bliver ikke direkte nedgjort.
Hjemme hos Elin (15) er rollerne lige omvendt. Her er det så absolut moderen, der har bukserne på, og det underbygges ved, at moderen igennem hele deres magtkamp står op - hun bliver set i frøperspektiv, mens Elin ses i normalperspektiv. Scenen, hjemme hos Elin, er nok mest repræsentativ for hele filmen kameravinkling. Filmen er nemlig optaget i børnenes øjenhøjde, og det bevirker, at vi som publikum føres tilbage i tiden og ser verden igennem børnenes øjne - helt på deres præmisser. De voksne autoriteter er således oftest filmet i frøperspektiv, da vi ser dem igennem børnene øjne.
Begge scener 12 og 15 er filmet uden nogen direkte personlig synsvinkel. Episoderne er altså fortalt af en udenforstående objektiv iagttager. Det sker, at NM anvender den subjektive fortæller, men så det er oftest drengenes blikke, vi følger. I Julescenen (13) oplever vi Niels Oles første møde med den skønne Maj-Britt, og det bliver bestemt ikke sidste gang, vi får mulighed for at iagttage Maj-Britt igennem Niels Oles øjne. I de tre scener 11, 13 og 14, hvor Elin og Carsten begge indgår, får vi ikke på samme måde mulighed for at opleve, hvordan Elin ser Carsten.
6.6 Kamerabevægelse:
NM´s mange klip gør, at han for det meste kan undgå at bevæge kameraet. I denne sekvens er der, lige som i resten af filmen, ikke brugt meget kamerabevægelse. Det sker kun, når kameraet skal følge en persons bevægelser, der er større end billedudsnittet. I Julescenen (13) er der således panoreringer, når kameraet følger drengene i overgangene fra 2.mellems tombola til 1.mellems æbleskivehygge, og fra 1.mellems æbleskivehygge til 3.g’ernes syndens hule.
NM benytter slet ikke håndholdt kamera eller zoom.
6.7 Klipning:
Montagen skaber det handlingsmæssige forløb. NM anvender det ordinære syntagme, hvor indstillingerne kommer i logisk rækkefølge og en episode fortælles færdig, før den næste begynder. Vi har i filmen kun fundet et eksempel på en vekselsyntagme, hvor der kører parallelle handlingsforløb. Det er i scenerne 16,17 og 18, hvor der krydsklippes mellem skøjtebanen - cacao hos Elin - skøjtebanen.
Netop skøjtebanescenerne 16 og 18 er meget interessante, hvad klipning angår.
I scenen, skøjtebanen i dagslys (16), er den centrale person Niels Ole, og det vises ved, at der klippes skiftevis mellem Niels Ole og de andre klassekammerater. Klipningen virker harmonisk - ja næsten skjult, idet bevægelsen i de enkelte indstillinger passer godt sammen.
I sidste halvdel af scenen, skøjtebanen i skumringen (18), udsættes vi for en langt mere pulserende og rytmisk klipning. Det drejer sig naturligvis om dynamolygten på Frække Gittes skød. Som i Edens Have lokker (cykel)slangen drengene hen til det farlige - Gittes skød, hvor lyden af dynamolygten, lyset fra dynamolygten og selve klipperytmen skaber en flot helhed, der gør, at scenen virker meget intens. Episoden består af 22 nærbilleder fordelt på 38 sekunder.
NM bruger generelt meget korte klip. Dette har både praktiske årsager, idet filmens amatørskuespillere har svært ved at holde et ansigtsudtryk meget mere end få sekunder, men samtidig har NM gjort de mange klip til en personlig stil. Denne stil kræver, at NM før optagelserne laver en helt præcis drejebog. NM ved på forhånd helt præcis, hvordan klipningen skal være, og han optager derfor kun en indstilling ad gangen.
Med de mange klip er det alt afgørende, at der er nogle gode og troværdige overgange mellem de enkelte indstillinger - blikretningerne er med til at skabe denne sammenhæng. Det eneste sted, hvor det kikser lidt, er til juleafslutning i kirken (14), hvor det virker urealistisk, at Niels Ole og Maj-Britt kigger på hinanden. Niels Ole er placeret længere fremme i kirken end Maj-Britt, og det ser derfor mærkeligt ud, at de begge ser fremad. Niels Ole burde skulle dreje sig mere rundt for at få øjenkontakt med Maj-Britt.
6.8 Figur/grund:
Grunden virker bedst, hvis den bemærkes så lidt som muligt. Hvis den er korrekt (tidsmæssig), og harmonerer med det narrative indhold, skaber den en helhed sammen med figurerne. Grunden er med til at underbygge historien, og sammen med figurerne kan der skabes symbolikker og hentydninger.
Carsten kommer gående ud fra den spændende og farlige "Syndens hule" (13). Dette giver seeren indtryk af, at Carsten også bliver en spændende og farlig person.
Da Carsten giver Elin medaljonen i kirken (14), lyder der kirkeklokker i baggrunden. Man kan let komme til at associere til udtrykket "at høre kirkeklokkerne ringe", der er mulighed for giftermål, eller man er i den syvende himmel.
Da Maj-Britt og Ina kommer cyklende hen mod skøjtebanen(16), er det i en verden, der er hvid af sne. Sne og farven hvid hænger uløseligt sammen med renhed og uskyld.
Da Elin går op ad trappen efter overhalingen af moderen (15), går hun forbi en syvarmet lysestage. Den symboliserer jødedommen, og som tidligere nævnt var Elins familie jøder.
6.9 Gestaltlovene:
Fra gestaltpsykologien ved man, at der er nogle regler, der skal være overholdt i perceptionen, for at dele i et synsindtryk kan blive til helheder.
Vi vil beskrive et par af disse regler.
1) Nærhed: Ting, der er i nærheden af hinanden, opfattes som hørende til samme gruppe. Da Elin har modtaget medaljonen, går hun ud for at vise den til de andre piger (14). De står tæt sammen overfor Elin og danner en åben modgruppe til hende. Elin er noget specielt, da hun har modtaget en gave fra en dreng. (Lukkethed: Denne regel dominerer over nærhedsloven. Det ses f.eks., da "pigegruppen" er ved at skrive sang på lejrskolen (26). Selv om Elin står tæt på pigerne, viser de med deres kroppe, at de er en lukket gruppe over for Elin.)
2) Den fælles bevægelse: Fænomener, der bevæger sig i samme retning, opfattes som hørende til samme helhed. På skøjtebanen (16) bevæger børnene sig i samme retning fra den ene indstilling til den næste - de er en del af en helhed. Da Elin er gået hen for at tage sine skøjter af, kommer Helge ind i billedet fra venstre. Men i klippene forinden, løber Niels Ole og Willy mod venstre. Imellem disse to klip er der et kort klip af Elin, som ikke bevæger sig i billedet. Selv om der er et kort klip af Elin imellem de to indstillinger, virker det forstyrrende, da Helge kommer ind i billedet. Han bryder den fælles bevægelse, han indikerer noget anderledes. Dette er et eksempel på det kontrapunktiske princip, hvor klipningen modsiger indholdet.
Uskyld / skyld
Ondskaben
Kundskabens træ - træet i Edens Have havde frugterne, som gav mennesket kundskab, evnen til at skelne mellem godt og ondt. Børn er som Adam og Eva, før de spiste af frugterne. Uskyldige og ikke i stand til at skelne mellem godt og ondt. Børn er kognitivt ikke i stand til at se tilværelsen fra andres synsvinkler - verden bliver betragtet ud fra dem selv, og kun langsomt udvikles evnen til at sætte sig i andres sted. Børn har dog en empatisk evne, de kan følelsesmæssigt sætte sig i andres sted.
Da Hr. Sælang er ved at dissekere en ræv, både frastødes og tiltrækkes eleverne (6). Det er spændende at søge et ukendt lag og få en dybere viden, men samtidig synes nogle børn, at det er synd for ræven. Jørn, som ved meget om anatomi, får ræven efter timen, og dissekerer videre på den, han skærer bl.a.. i dens snude og får kommentaren "Neeij Jørn" fra Flemming, men Jørn vil vide mere, han søger efter kundskab - og bruger ondskab. Men denne kundskabens ondskab er resultat af Jørns nysgerrighed (8).
Igennem filmen har børnene en egoistisk ondskab. De tænker ikke på de følelsesmæssige konsekvenser, deres handlinger kan have for andre. Anne-Mette og co. holder uden overvejelse og eftertanke "de udstødte" (først Mona - siden Elin) uden for fællesskabet. Så længe ens eget skind er i hytte, behøver man ikke bekymrer sig om andre. Efter at Helge er blevet afvist af Elin, starter han hetzen mod hende. Han gør alt for at Elin skal ned i den kolde bund af klassen. Elin er aldrig i tvivl om, hvem TRL er, hun er offer for Helges ondskab, pigernes misundelse og de andres medløben.
Anne-Mette er den første til at spise af æblet og indse sin egen skyld. Da hun havde ringet afbud til Elin, siger hun til de andre:"Men ih, hvor havde jeg det altså skidt" (37). Det får dog ikke nogen vidtrækkende konsekvens udover en dårlig samvittighed hos Anne-Mette.
Drengene får en forståelse af deres ondskab ved smørrebrødsbordet til skoleafslutningen - får skyldfølelse, og de beslutter at gøre det godt igen ved at danse med Elin. Men det kan være svært at følge sin nye samvittighed, når der er fristelser lige om hjørnet. Niels Ole (gen)opdager Maj-Britt, og han følger sine seksuelle drifter frem for sin "pligt" (39).
"- Do you speak English?" Willy Bonde kravler gennem øjetræet.
Seksualiteten
Samtidig med at Adam og Eva spiser af kundskabens træ, sanser de tillige, at de er nøgne.
Børnene i "Kundskabens træ" fornemmer filmen igennem deres voksende seksualitet.
Man kan se ungdomsgilderne som eksempel på børnenes seksuelle barometer.
Til den første fest (20) vil Elin, stærkt inspireret af "Syndens hule", danse i mørke. Anne - Mette er dog noget betænkelig - det kan jo være farligt. Efter en diskussion slukker de lyset, men det hele går op i hat og briller, da de ikke kan tage det alvorligt. Til den anden fest hos Niels Ole (30) danser de uden problemer kinddans i mørke, det første kys gives og det hele accepteres stiltiende af forældrene. Til Monas ungdomsgilde (37) er det jomfruelige helt gået fløjten. Der danses kinddans og kysses i mørket, og forældrenes soveværelse er omdannet til et forskningsrum for det andets køns anatomi. Der er imidlertid forskel på børnenes seksuelle udvikling.
I begyndelsen af filmen er det seksuelle meget barnligt. Strikkeklubben snakker om, hvem der har efternavne, der er tilfredsstillende (3), og i drengenes omklædningsrum er der "røv og prut" stemning. Dog kigger drengene beundrende på Elin, der står selvbevidst på vippen i svømmehallen (5).
Elin er den i klassen, der er mest fremmelig både i krop og i sind. Til julebazaren er hun den eneste af børnene, der kommer ind i Syndens hule og danse, mens de andre står tilbage og er både frastødte og tiltrukket. I kontrast til at Elin kommer ind og danse i "den farlige" hule, må Niels Ole nøjes med på afstand at kigge beundrende på den fagre Maj-Britt (13).
På skøjtebanen i mørket træder Niels Ole et skridt nærmere synden, da han skuer Gittes skød, men han har dog stadigt en jomfrueligt forhold til seksualiteten. På skovturen nogle måneder senere er Maj-Britt stadig uopnåelig - helliggjort. Lyset danner en glorie omkring hendes hoved, og hele grunden danner en paradisisk stemning.
Helge og Elin går tur i Botanisk (Edens) Have, hvor det seksuelle kommer krybende og lokker - de går ud af haven og ind i (forfald) garagen.
Lys/ mørke kontrasterne har en stor betydning hele filmen igennem. I lyset sker alt det lovlige og uskyldige. Og i mørket kan det seksuelle få lov til at spire, gro og udfolde sig. Inde i "Syndens hule" er der mørkt, og børnene har blandede følelser. "Det gad jeg ikke gi´ en krone for", udbryder Niels Ole, men samtidig er han ved at strække halsen af led for at se, hvad der sker derinde (13c).
Om dagen på skøjtebanen holder Niels Ole meget uskyldigt Maj-Britt i hånden. Da de er slange om aftenen, er det mørkt. Her ser Niels Ole og Gert for første gang en piges skød, og dette bliver oplyst af en dynamo, så det klart kommer til skue for de fascinerede drenge. Da Maj-Britt falder på skovturen, falder hun "med spredte ben". Det viser Niels Ole, at drømmepigen har en seksualitet, men det bliver uskyldiggjort, da alt andet i grunden er lyst. Solen skinner, skoven er idyllisk, og hun har en hvid kjole på.
Efter gåturen i Botanisk Have prøver Helge at kysse Elin i den mørke garage. Her er der ro og fred til at udfolde sig.
På lejrskolen, da madmor sender diverse ting rundt under bordet, har børnene voldsomme reaktioner. Over bordet er der en dæmpet belysning fra stearinlysene, men under borde er der mørkt - alt kan ske. Da der sendes en pølse! (som madmor har hevet op af skødet) rundt i mørket, får børnene kraftige associationer til en penis, hvilket udløser hyl og skrig (26).
Willy er den eneste som igennem filmen bevarer sin uskyld (den kroniske uskyld).
Fru Andreasen (Karen Møller) viser lysbilleder med udsigten over Manhatten.
Børnenes forhold til de voksnes autoriteter
Allerede i filmens første scene konfronteres vi med en voksen autoritet - den stramme lærerinde fru Andreasen. Lærerindens ansigt oplyses nedefra af lysbilledfremviseren. Det er en belysning, der ikke just virker forskønnende, og den er med til at understrege, at der her er tale om en meget streng autoritet. Fru Andreasen forsøger med hård hånd at holde ro og orden, men det volder hende store vanskeligheder, da resten af lokalet jo er indhyllet i mørke. Et mørke hvor børnene med stor fryd boltrer sig i opfindsomme ulovligheder. Men det øjeblik lærerinden tænder lyset, er fortryllelsen brudt, det er nu atter den voksne autoritet, der har magten (1).
Det tilbagevendende tema er nu aktuelt igen, nemlig kontrasten mellem lys og mørke. I de lyse rum foregår alt på de voksnes præmisser, her må kun det lovlige finde sted. Men i de mørke rum er det børnene, der bestemmer. Mørket er som et frirum, hvor børnene kan følge deres lyster, gøre alt det forbudte og i det hele taget trodse autoriteterne.
Vi har tidligere været inde på, at vi i filmen ser verden gennem børnenes øjne, og vi møder derfor også de voksne autoriteter i frøperspektiv. Det illustrerer den uligevægt, der er i forholdet mellem barn og voksne. Både på det fysisk, psykiske og intellektuelle plan er den voksne overlegen. Atmosfæren rummer derfor aldrig ro og harmoni, når de to parter mødes i filmen. Den voksne er næsten altid fremstillet som en modstander.
En anden vigtig autoritet i børnenes verden er naturligvis forældrene. I afsnittet om kameravinkel fremgår det tydeligt, at der både hjemme ved Anne-Mette og Elin foregår en magtkamp mellem barn og forældre, der er dog tydeligvis forskel på de to pigers forhold til deres forældre. I begge scener (12) og (15) lukkes døren i stuen ind til faderen. Hjemme ved Anne- Mette indikerer denne handling, at faderen lukkes ude, og at Anne-Mette og moderen er fortrolige sammen, mens samme handling hjemme hos Elin betyder, at Elin lukkes ude, og at faderen og moderen stå sammen.
Det uligevægtige forhold mellem barn og voksen mindskes gradvist, efterhånden som filmen skrider frem, og børnene bliver ældre. I takt med at de erkender ondskaben og møder seksualiteten, nærmer de sig langsomt den voksne verden. Dette ses helt billedligt i slutningen af filmen, hvor "børnene" i smørrebrødsscenen fremstå meget voksne og civiliserede. Igennem deres erkendelse er de ved at have frigjort sig fra den voksne autoritet. De har erobret deres eget liv - er blevet selvstændige og voksne selv.
Klassedynamik
Alle børnene har en rolle i klassen, de udgør hver især en del af klassehierarkiet. (bilag 4a) Spørgsmålet er nu, om de selv har skabt denne rolle, eller om rollen er opstået i et sammenspil med de andre børn. Formuleret som et identitetsspørgsmål, lyder det sådan: "Opfører man sig i overensstemmelse med sin identitetsopfattelse - eller opnår man sin identitet som følge af andres reaktioner på ens opførelse?(f) . Vi er tilbøjelige til at mene, at rollen/identiteten opstår i et dialektisk sammenspil mellem proaktive og reaktive handlinger. Der er naturligvis stor forskel på, hvor meget man lader sig styre af de andres reaktioner på en. En pige som Mona vil f.eks. ikke uden videre affinde sig med sin rolle i klassen. Selv om hun gang på gang oplever, at de smarte piger ser skævt til hende, så fortsætter hun ihærdigt sin kamp om at blive accepteret blandt klassens top. Det ser vi i klasseværelset (2), hvor hun siger, at hun mener det samme som de andre ledere i klassen, eller når hun ringer hjem til Anne-Mette, netop på det tidspunkt, hvor strikkeklubben holder møde (3). Dette får os til at tænke på filosoffen K.E.Løgstrup. Han siger, at mennesket har en natur. Han mener ikke, at vi nogen sinde vil være i stand til at sætte ord på denne natur, men det øjeblik vi forsøger at gå imod vores natur, så vil både vi selv og alle andre opdage, at vi har en. Det bedste er derfor at være tro mod sin egen natur, og det er en erkendelse som filmens Mona først når frem til som voksen.
Helge er bestemt heller ikke tilfreds med klassens rollefordeling, og han har særligt noget imod, at Niels Ole er klassens leder - sikkert fordi, at han gerne selv vil have denne post. På skøjtebane (16) sætter Helge direkte ord på denne misundelse:"Jeg er fanme træt af, at det altid er Niels Ole, der skal bestemme." Elin ligger derimod langt mere under for klassens stemninger, uden større modstand accepterer hun at blive gjort til syndebuk. Dette ses f.eks. i klasseværelset, hvor Anne-Mette midt i en time rykker væk fra Elin (27). Elin sender Anne-Mette de mest lidende øjne, der får en til at tænke på et såret dyr, der har opgivet kampen for at overleve.
Det er som om, at der findes en naturlov, der siger, at enhver klasse eller gruppe har brug for en leder og en syndebuk. Når man i en klasse har en syndebuk, så skaber man et fællesskab - man er sammen om at holde en udenfor. I klassen er der sikkert nogle, der slet ikke har lyst til at medvirke til dette, men hvis de føler, at de selv er en mulig kandidat til synderollen, ja så bliver de tvunget til at spille med i spillet - holde den anden udenfor, så de selv kan blive inde i varmen.
Men en klasse har lige så meget brug for en leder - en person, der tør sige sin mening åbent og ærligt og er i stand til at skære igennem. Men man kan naturligvis ikke udenvidere udnævne sig selv til leder, det kræver også, at de andre respekterer en, ja måske ligefrem forventer, at man påtager sig rollen. I filmen er Niels Ole og Anne-Mette helt klart klassens ledere, de er som selvskrevne til opgaven. Men de er vist ikke helt voksne nok til at forstå, at der med lederjobbet følger et ansvar. I og med at alle lytter til lederen, kan han sætte en dagsorden for, hvordan man behandler hinanden i klassen. Hverken Niels Ole eller Anne-Mette formår at leve op til dette ansvar. Alt for sent indser de, hvad klassen har gjort ved Elin. Hvis de langt tidligere havde opdaget, hvad det var, der var ved at ske, så kunne de måske have reddet hende.
Personen Nils Malmros
Erindringen: Der er en dobbelthed i NM´s måde at forholde sig til erindringen på. På den ene side har han en nøjagtig erindring af sin barndom, og det er ham meget magtpåliggende, at erindringsgengivelserne i filmen er fremstillet fuldstændig korrekte helt ned til mindste detalje.
På den anden side sker det, at NM laver en lille drejning af det faktisk skete, så det fremstår lidt mere flatterende - han tager hævn på skæbnen.
NM har selv udtalt: "Hvis det kun handlede om at analysere min barndom, så kunne jeg jo bare sidde derhjemme i stuen. Det er ikke derfor jeg laver film." Vi vil gerne sætte denne udtalelse lidt i perspektiv. Vi mener, at når man laver en film om sine erindringer, så vil man lave en tolkning af virkeligheden, der vil ske en bearbejdning. Dette vil altid ske. Godt nok har NM en meget detaljeret hukommelse, men i de mellemliggende år, har han erhvervet sig nye erfaringer, som vil præge det syn, han møder i sit personlige bakspejl.
Konflikten: NM laver ikke en idyllisk fremstilling af barndommen, han er tværtimod meget kritisk, når han beskriver de konflikter, som opvækstårene er fyldt med. Denne konfliktfyldte linje i filmen bliver fulgt helt til dørs i afslutningsscenen, der bestemt ikke oser af harmoni.
Vi tager dette som et tegn på, at NM selv opfatter livet som en evig kamp fyldt med konflikter. Afslutningsscenen har den effekt, at seeren aktivt må bruge sig selv i forestillingen om, hvad der videre vil ske.
Danskfaget
Kernen i danskfaget i dag er dannelse af identitet. Identitet kan betragtes som en tosidet størrelse, den rummer nemlig både den personlige identitet, der vender indad, og den kulturelle identitet, der retter sig udad. Vi har dog overvejet, om den kulturelle identitet ikke også er noget indre? - Sproget er jo et kulturelt fænomen, men samtidig knytter det sig tæt til den indre personlige identitet. Identitet er noget, man tilegner sig gennem en proces, hvor den historiske, etiske og æstetiske dimension tilsammen skaber en helhed. Se bilag 4b.
Den historiske dimension: Gennem mødet med ældre litteratur skal eleverne blive bevidste om deres egen plads i en større sammenhæng.
Den etiske dimension: Eleverne får igennem tekstarbejde i danskfaget mulighed for at erhverve sig værdier og normer. Disse skal danne grundlag for de valg, de igennem hele livet bliver stillet overfor.
Den æstetiske dimension: Eleverne skal i mødet med det æstetiske se sammenhængen mellem indhold og form. Når de også bliver opmærksomme på formens sammenspil med indholdet, inddrages der flere sider af eleven. Der skabes herved en bredere vifte af muligheder, hvor udfra eleven kan danne sin identitet.
"Kundskabens Træ" set i forhold til danskfaget
Det er i dagens danskundervisning forholdet mellem tekst og læser, der står i centrum. Receptionstænkningen er en forlængelse af dette forhold. Den siger, at der ikke findes nogen færdig løsning på, hvordan en tekst skal læses, tekstens mening udvikles derimod i den enkelte læser som modtager. Den måde man læser en tekst på vil altid være individuel. Perception er modtagerens helt subjektive bearbejdning af sanseindtrykkene. Man vil derfor opleve en tekst ud fra sin egen socialisering og erfaringer med omverdenen. Børn, der ser "Kundskabens Træ", vil derfor også opleve filmen forskelligt alt afhængig af deres seksuelle udvikling, deres forhold til voksne autoriteter og deres egen rolle i klassen. Idet filmen er en kollektiv skildring, er der rige muligheder for identifikation, det være sig enten projektion eller introjektion.
Nu har vi i det foregående brugt ordet tekst, men i vores konkrete tilfælde, er det jo en film, det drejer sig om. Der er stor forskel på, om man giver børn en bog eller film. I bøgernes verden får børnene selv lov til at skabe indre billeder og forestillinger om, hvordan det hele ser ud. Filmen serverer alle billederne på et sølvfad - man er altså ikke selv herre over hvilke billeder, der skal indprentes på nethinden. Når vi vælger at arbejde med film i danskundervisningen, må vi derfor nøje overveje hvilke billeder, vi giver børnene. "Kundskabens Træ" har nogle værdier på det historiske, etiske og æstetiske plan, som vi godt kan stå inde for.
Den historiske dimension: Filmen foregår i slutningen af 50´erne. De ydre rammer i maleriet "Kundskabens Træ" vil for nutidens børn fremstå historiske, mens mange elementer i selve billedet vil være genkendelige. Når børn ser filmen, vil de opleve, at ungdommen også i 50´ernes Danmark gik og rumsterede med kærligheden, opgøret med forældrene og sin plads i gruppen - det giver et billede af, at det altsammen er naturlige processer, der sker i ungdommen.
Den etiske dimension: Etik - hvordan behandler vi vore medmennnesker? Filmen giver langt fra noget idealbillede eller endegyldigt svar på dette spørgsmål. Men den sætter nogle ting i perspektiv og giver stof til eftertanke. Herman Geisecke siger, at når man gør sig en ny erfaring, vil man ændre det gamle mønster og derved få en ny selvforståelse, fremmedforståelse og temaforståelse. Hvis dette passer, vil man efter at have set "Kundskabens Træ" forhåbentlig stille sig selv følgende spørgsmål: Hvordan vil jeg i fremtiden vælge at behandle mine medmennesker?
Den æstetiske dimension: Når vi vælger at bruge filmgenren i danskundervisningen, så åbner vi op for, at eleverne kan bruge flere sider af sig selv. Jo mere alsidigt man bruger sig selv og sine sanser, jo bredere er viften af muligheder for at udvikle sin identitet.
Vurdering af "Kundskabens Træ"
Kundskabens Træ har som førnævnt nogle værdier, som vi godt kan stå inde for. Men der ud over rummer filmen samtidig nogle andre kvaliteter, som vi gerne vil fremhæve. NM har igennem hele filmen kælet for detaljen, det er alt lige fra det perfekte tidsbillede til personernes geniale ansigtsmimikker. Alle disse detaljer gør, at filmen virker ægte - man tager den til sig, og den rører en dybt. "Kundskabens Træ" er optaget i børnenes øjenhøjde, og det betyder, at vi får lov til at se og opleve verden gennem børnenes øjne. Det viser, at NM har stor respekt for barndommen og dens problemer. Filmen har desuden med sine antydninger en del tomme pladser, der lægger op til, at seeren skal være aktiv og undervejs skabe sine egne små personlige meddigtninger.
Dette er altsammen medvirkende til at: Første gang vi så "Kundskabens Træ", syntes vi, at den var god. Anden gang vi så den, syntes vi, at den var rigtig god. Efter at vi nu har set den ca. tyve gang, synes vi, at filmen er fuldstændig fantastisk.
Noter
(a) Biblen, 1.Mosebog, kap. 3, vers 2-7.
(e) En film bliver til, af John Mogensen, side 78.
(f) Nogle personlighedsteorier, af U.C. Jydeberg og Fonsmark, side 268.
(h) Drengedrømme af Karen Conrad, side 70.
Litteraturliste
1. Anmeldelser
Børn og bøger, årgang 35, nr., 1
Højskolebladet, årgang 107, nr. 33
Kosmorama, årgang 28, feb. `82
Levende billeder, årgang 7, nr. 7
Levende billeder, årgang 7, nr. 8
Samvirke, årgang 54, nr. 11
Øvrig litteratur
Biblen, Det Danske Bibelselskab, 1995
Danskfagets Didaktik, af Sven Erik Henningsen og Birte Sørensen, Dansklærerforeningen, 1995
Drengedrømme Nils Malmros - en auteur, af Karen Conrad, Forlaget Amanda, 1991
Kundskabens Træ - en film bliver til, af John Mogensen, Centrum, 1981
Kundskabens Træ - et undervisningsmateriale dansk 8.-10.klasse, af André Ovesen, Aschehoug dansk Forlag, 1983
